Det var ren blitzkrieg, som danskerne Andreas 'Cr1t' Nielsen og Rasmus 'MiSeRy' Fillipsen udviste, da de og resten af de onde genier fra Evil Geniuses denne søndag vandt Dota2-turneringen GESC – Global Electronic Sports Championship – i Indonesien.
Holdet både trumlede og fladmaste nemlig al modstand, de mødte – og dét på rekordtid. Holdet gik ubesejret gennem turneringen, og flere kampe varede ikke engang tyve minutter, før danskerne og holdkammeraterne havde jævnet modstanderholdet med jorden.
Danskere dyster om millioner i kakerlakfyldt kortspilsturnering i Kina
Og med en førstepræmie på knap 700.000 danske kroner behøver man ikke være nogen matematisk mesterhjerne for at udregne, at den kliniske nedslagtning af fjenden har betydet, at de onde dansker genier har spillet til en god timeløn under turneringen i Indonesien.
Derfor var det ikke overraskende to glade esports-stjerner, der kunne takke sine fans på Twitter efter en tur på præmieskamlen.
Danskere kom et skridt nærmere VM og 60 mio. kroner
Penge kan man altid bruge, men endnu vigtigere er, at Andreas Nielsen og Rasmus Fillipsen med sejren i Indonesien nu ligger solidt placeret i kvalifikationen til årets suverænt største Dota2-turnering – The International – som er det nærmeste, vi kommer på verdensmesterskaberne i fodbold indenfor esportens verden.
På samme måde som i Superligaen, dyster de professionelle Dota2-spillerne nemlig mod hinanden sæson efter sæson, og de otte hold, der præsterer bedst og vinder flest turneringer, går direkte videre til The International.
Enhver gamers drøm: Stjernen viser sin kæmpe-lejlighed frem
Med sejren i Indonesien rykker Evil Geniuses med Andreas Nielsen og Rasmus Fillipsen på holdet op blandt de otte bedste hold denne sæson, så holder de formen, er de prestigefyldte verdensmesterskaber indenfor rækkevidde – samt et tocifret millionbeløb i præmiepenge.
Hele 60 millioner kroner vandt førstepladsen, Team Liquid, i sidste sæson, og præmiepuljen stiger eksponentielt hvert år i takt med, at flere seere og sponsorer bliver involveret i esport.
Dermed er der gode chancer for, at Andreas 'Cr1t' Nielsen og Rasmus 'MiSeRy' Fillipsen kommer til at konkurrere om et endnu mere svimlende millionbeløb denne august, når The International løber af stablen i Vancouver, Canada.
Så hvis det lykkes de to danskere at kvalificere sig til verdensmesterskaberne, er det helt acceptabelt at finde de rød-hvide farver og klaphatten frem for at heppe med – også selvom de spiller på et hold bestående af onde genier.