Tre danske tophold kæmper om tre millioner kroner

En af årets mest prestigefyldte turneringer i Counter-Strike: Global Offensive begynder tirsdag, og der er hele tre danske hold med

Astralis' træner Danny 'Zonic' Sørensen, der ses med armene i vejret bagerst til venstre, tror, at de nuværende fem Astralis-spillere kan blive den bedste udgave af Astralis-holdet nogensinde. Foto: RFRSH Entertainment
Astralis' træner Danny 'Zonic' Sørensen, der ses med armene i vejret bagerst til venstre, tror, at de nuværende fem Astralis-spillere kan blive den bedste udgave af Astralis-holdet nogensinde. Foto: RFRSH Entertainment

Det er i den grad højsæson for store turneringer i Counter-Strike: Global Offensive, hvor verdens bedste hold i sidste uge spillede StarSeries i Ukraine, og tirsdag går det løs igen.

Denne gang er det den prestigefyldte turnering Intel Extreme Masters Katowice i Polen, som danner rammerne for, at 16 af verdens bedste Counter-Strike: Global Offensive-hold skal dyste om millioner af kroner og hæder.

Hele 3 millioner kroner er der i præmiepuljen i den polske turnering.

Heldigvis er der gode chancer for, at de danske esportsfans får noget at juble over frem mod søndag, hvor finalen i Intel Extreme Masters Katowice spilles. Der er nemlig hele tre danske hold med blandt de 16.

Selvfølgelig er Danmarks bedste Counter-Strike: Global Offensive-hold, Astralis, med, mens også North og Heroic er sluppet igennem nåleøjet.

Se også: Verdens bedste esportskvinder samles i København

Astralis er ved at finde formen
Både Heroic og Astralis var også med i den ukrainske turnering StarSeries i sidste uge, hvor Astralis klarede sig bedst med en plads i kvartfinalen.

Det var den første turnering med holdets nye spiller, Emil 'Magisk' Reif. Derfor havde de tidligere danske verdensmestre heller ikke forventet at vinde StarSeries i sidste uge, fortæller holdets træner Danny 'Zonic' Sørensen.

- Top otte i Ukraine var ikke helt, hvad vi håbede på, men vi tabte til et hold, der blev slået knebent i finalen. Vi føler dog, at det nye line-up med Emil 'Magisk' Reif allerede nu viser nogle af styrkerne. Vi er stadig et nyt hold, men Emil er en ekstremt dygtig spiller, og vi har nu nogle klarere roller på holdet end tidligere, og det kan man allerede mærke nu. På den helt korte bane er vi selvfølgelig ikke lige så stærke, som vi var på toppen, men over de kommende turneringer tror jeg, vi vil se et endnu stærkere Astralis, siger Danny 'Zonic' Sørensen.

Se også: Fik Mercedes af chefen - nu har karrieren taget uventet drejning

'Kan blive det bedste Astralis-hold nogensinde'
Astralis har dog noget at leve op til i denne uge til Intel Extreme Masters Katowice. Danskerne vandt nemlig turneringen sidste år og er dermed forsvarende mestre.

Danny 'Zonic' Sørensen håber da også, at holdet kan komme rigtig langt, og selvom han mener, at den nye startopstilling stadig mangler erfaring sammen, tror han, at Astralis' nuværende fem spillere kan blive den bedste udgave af Astralis nogensinde.

- Vi står skarpere nu end for bare et par uger siden og har fået endnu mere firepower (styrke i skudduellerne, red.). Vi går altid efter at vinde hver eneste kamp, og selvom vi har et stykke vej at gå endnu, er jeg overbevist om, at vi med det her line-up kan blive det bedste Astralis-hold nogensinde. Konkurrencen er også hårdere end nogensinde, så vi skal forbedre os, hvis vi skal vinde de store turneringer, men det er det, vi arbejder for hver dag. Vi kom i top otte i Kiev, men vi vandt turneringen sidst, vi var her i Katowice. I første omgang er målet at komme blandt de sidste fire, så kan alt ske, siger Danny 'Zonic' Sørensen.

Intel Extreme Masters Katowice er delt op i to grupper med otte hold i hver. Astralis er havnet i gruppe A, mens North og Heroic er i gruppe B.

Mens både Heroic og Astralis spillede StarSeries i Ukraine i sidste uge, så havde North valgt at melde afbud til den turnering for at få mulighed for at ryste deres nye startopstilling endnu bedre sammen.

Astralis åbnede turneringen tirsdag, hvor det danske tophold mødte australske Renegades klokken 12.00.

North mødte klokken 14.20 svenske NiP, mens Heroic møder svenske Fnatic klokken 15.30.

Du kan se kampen direkte herunder:

6 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere