Underdogs tæver de danske tophold til Copenhagen Games

De små blev de store, og de store blev de små, da topholdene fra Heroic og North mod alle odds måtte se sig slået af undertippede Imperial i semifinalen og finalen af Copenhagen Games

Det undertippede hold Imperial slog i år topholdene Heroic og North ved Copenhagen Games. Billedet her er fra et tidligere års udgave af Copenhagen Games. Foto: PR
Det undertippede hold Imperial slog i år topholdene Heroic og North ved Copenhagen Games. Billedet her er fra et tidligere års udgave af Copenhagen Games. Foto: PR

Det var David mod Goliat, da danske Heroic tørnede sammen med mixholdet Imperial i lørdagens Counter-Strike Global Offensive-finale under Copenhagen Games. Men det blev på mirakuløs vis undertippede Imperial, der skød sig til sejren.

For ligesom i bibelhistorien var det den lille, der tævede den store i lørdagens tvekamp i Bella Centret. For her blev de fuldtidsprofessionelle forhåndsfavoritter fra Heroic stik mod alle odds banket i finalen, der endte med at strække sig over tre kampe.

Men da de sidste kugler var affyret, var det verdensranglistens nummer 40, Imperial, der kunne træde ud af krudtrøgen og lade sig krone som Counter-Strike-kongerne af København samt vinderne af knap 300.000 kroner.

Til overraskelse for alt og alle – inklusiv holdet selv.

- Det er så overvældende, og det er så fedt altså. Da jeg vågnedes i morges, havde jeg ikke turdet håbe på en sejr, men folk er bare så sindssygt gode på det her hold, kunne holdkaptajn Asger 'AcilioN' Larsen konstatere efter sejren.

Og Imperial er et godt hold – hvilket sejren, trofæet og præmiepengene også sætter en tyk streg under – men de er også et forholdsvist nystiftet hold, som kun har spillet sammen i få måneder. Derfor havde hverken eksperter, fans eller konkurrenter regnet dem som en seriøs kandidat til at vinde Copenhagen Games. Men omkring midnat lørdag var alle blevet klogere.

Se også: Michaela er kvindelig Counter-Strike-stjerne: Vi er blikfanget

Imperial tog topholdenes skalpe
Især Andreas 'MODDII' Fridh fra Heroic, der før finalen forventede, at han og resten af Heroic-mandskabet ville tvære Imperial ud efter blot to baner – måske fordi det var dét billede, vi så, da Heroic og Imperial tørnede sammen tidligere i turneringen. Og fra finalens start så det da også ud til, at Andreas 'MODDII' Fridh ville få ret.

For i første bane blev Imperial, der består af to danskere, to litauere og en enkelt russer nemlig kørt over af de fuldtidsprofessionelle e-stjerner fra Heroic. Men det undertippede mixhold nægtede at vifte det hvide flag, og skud for skud, meter for meter fik de hundekæmpet sig tilbage i kampen, så de til sidst kunne trække sig sejrrigt fra finalens anden bane.

Dermed tvang de Heroic og finalen ud i en sidste og altafgørende tredje bane. Her kunne man nemt forestille sig, at nerverne ville stige de urutinerede spillere fra Imperial til hovedet, men i stedet for at gå ned i kadence, skruede de op for alle cylindre og vandt overbevisende titlen som vindere af Copenhagen Games 2018.

Fuldt fortjent, for undervejs har Imperial taget nogle store skalpe. Foruden at vinde over Heroic, der er rangeret som verdens femtende bedste hold, i finalen, lykkedes det nemlig også opkomlingene fra Imperial at slå North, FCK og Nordisk Films esportssatning, i semifinalen uden nogen slinger i valsen.

Både Heroic og North var på forhånd spået en finaleplads, men begge tophold endte altså med at lide nederlag til Imperial -  hvilket formentlig har været en bitter pille at sluge for de to hold, der normalvis anses som de bedste danske hold efter Astralis.

Se også: Godt nyt til esportsfans: Dansk storhold spiller i København

Singularity vandt klodens største kvindeturnering
Men Imperial var ikke de eneste, der lørdag aften kunne løfte et trofæ i Bella Centret. Før Heroic og Imperial gik på scenen til Copenhagens Games absolut sidste kamp, havde kvinderne fra Singularity Females og RES allerede udkæmpet finalen i kvindeturneringen.

Det blev en blodig og tæt affære uden dansk deltagelse, som bølgede frem og tilbage gennem finalens tre baner.

Først trumlede Singularity Females RES, og det lignede en udramatisk finale, indtil kvinderne fra RES bed tilbage og vandt anden bane.

Til slut måtte de dog bukke under for overmagten fra Singularity Females og stjernespilleren fra Rusland, Alyona 'Candy' Kuvaeva, der som en specialtrænet Spetsnatz-agent skød sine modspillere hele 70 gange i finalen.

Dermed var hun stærkt medvirkende til, at Singularity Females kunne krones som dronningerne af Copenhagen Games, der måske er den største kvindelige Counter-Strike-turnering i verden. Med sejren i kvindeturneringen vandt Singularity Females knap 100.000 kroner. 

kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen