Verdenskendt rapper smadrer seerrekord fra computeren

Det var en indbringende affære, da rekordmange seere så rapperen Drake og streamer-stjernen Ninja spille computerspil sammen på uformel vis

Den canadiske rapstjerne Drake forstår at tiltrække et publikum - uanset om han spiller computerspil online, eller han, som på dette billede fra 2016, indtager scenen ved American Music Awards. Foto: Matt Sayles/Invision/AP/Ritzau Scanpix
Den canadiske rapstjerne Drake forstår at tiltrække et publikum - uanset om han spiller computerspil online, eller han, som på dette billede fra 2016, indtager scenen ved American Music Awards. Foto: Matt Sayles/Invision/AP/Ritzau Scanpix

Hvad sker der, når jordens mest populære rapper slår sig sammen med jordens mest populære computerspils-streamer?

Rekorder bliver slået!

Det står klart, efter den canadiske rapstjerne Drake natten til torsdag spillede skydespillet Fortnite: Battle Royale sammen med Twitch-streameren Ninja.

Mere end 600.000 mennesker kloden rundt sad limet fast til skærmen og så med på Twitch, da Hotline Bling-rapperen skiftede mikrofonen ud med mus, tastatur og computerskærm for at skyde virtuelle modstandere sammen med Ninja.

Dermed blæser Drake og Ninja den tidligere rekord for flest seere af banen og langt ud på tilskuerrækkerne. Den forhenværende seerrekord på Twitch, der er en streamingtjeneste, hvor du kan se andre spille computerspil, lå nemlig 'kun' på små 388.000 seere.  

Men det er selvfølgelig heller ikke hver dag, at en af nutidens største musikere spiller computerspil, mens hele verdenen kan se med, og mon ikke også Drake har fået en gamer eller to som fan via PR-stuntet.

Se også: Dansk e-spiller storhitter på Reddit: Er lynhurtig med sniperen

Masser bling bling til Ninja
Det var i hvert fald indbringende for Ninja, der har det borgerlige navn Tyler Blevin, at lade popkulturen flyde sammen og dele scenen med Drake.

I løbet af de par timer, som streamen kørte, fik han hele 10.000 nye betalende abonnenter på sin streamingkanal – hvilket i sig selv indbragte ham mere end 200.000 danske kroner. Og med de nye abonnenter har Ninja mere end 180.000 faste seere, der hver måned betaler et fast beløb for at se ham dyste i diverse computerspil.

Natten til torsdag var det så i skydespillet Fortnite: Battle Royale, at de rekordmange seere kunne følge rapperen og computerspils-entusiasten spille på hold sammen.

Spillet går i al sin enkelhed ud på at holde sig i live i længst tid sammen med sine holdkammerater, mens man forsøger at eliminere modstanderholdene, så man til slut kan trække sig sejrrigt som de sidste overlevende.

Det er Ninja én af de bedste af sin slags til, mens det nok er meget fornuftigt, at Drake har valgt en karrierevej indenfor rapmusik i stedet.

Se også: Enhver gamers drøm: Stjernen viser sin kæmpe-lejlighed frem

Drake vil have ananas på sin pizza
Men selvom Drake ikke har evnerne som esports-atlet, leverede han alligevel god underholdning på nattens stream.

Det var nemlig en uformel rapper på løs line, der ikke gik for meget op i at bibeholde sit gangster-image, som seerne kunne følge.

Drake afslørede blandt andet, at han, foruden at være computerspils-interesseret, er vegetar – og foretrækker ananas på sin pizza.

Dermed gav rapperen, der var den mest afspillede kunstner på alle musiktjenester i 2016, sin mening til kende om et af livets helt store spørgsmål.

Så kom ikke og sig, at det er dårligt at blande popkultur – rapmusik og computerspil – sammen.

Nu er spørgsmålet så, om Drake snart hiver Ninja med på scenen til sine koncerter og giver streameren en chance for at starte sin rapkarriere.

Herunder kan du se højdepunkterne fra Drake og Ninjas spilleri. Det er Drake, man kan høre Ninja snakke med via sin mikrofon, og som har navngivet sin karakter 'TheBoyDuddus'. 

6 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere