Fodbold-boss erkender: – Vi blev overrumplet

Præsidenten for EPFL, svenske Lars-Christer Olsson, har lagt sig ud med UEFA’s Aleksander Ceferin

Ingen klubber, heller ikke Real Madrid, skal være sikret en plads i Champions League. Det er meldingen fra de europæiske ligaer. Foto: Ritzau Scanpix
Ingen klubber, heller ikke Real Madrid, skal være sikret en plads i Champions League. Det er meldingen fra de europæiske ligaer. Foto: Ritzau Scanpix

Milliardslagsmålet om fremtidens Champions League kunne meget vel være endt i næste uge. Med en sejr til de rigeste klubber og et nederlag til de mindre klubber, som drømmer om at kvalificere sig til Europas mest prestigefyldte klubturnering. 

Var det gået, som de største klubber havde ønsket, ville UEFA’s guldæg fra 2024 blive noget nær en lukket liga for hold som Real Madrid, PSG, Bayern München, Manchester City og Juventus.

Planerne ville samtidig have betydet, at Champions League ville blive noget nær lukket land for et dansk mesterhold. 

Men processen er bremset af EPFL, sammenslutningen af europæiske ligaer, som også tæller Divisionsforeningen.

Præsidenten for EPFL, svenske Lars-Christer Olsson, har samtidig lagt sig ud med UEFA’s præsident Aleksander Ceferin og Juventus-præsidenten, Andrea Agnelli, som også står i spidsen for ECA, sammenslutningen af europæiske klubber.

I foråret præsenterede Ceferin og Agnelli - sidstnævnte på vegne af ECA - planen for fremtidens Champions League. En række af de største klubber skulle have faste pladser, uanset deres placering i de nationale ligaer.

Artiklen fortsætter under billedet...

Andrea Agnelli, til venstre, og Aleksander Ceferin er blevet meget tætte. Så tætte at Ceferin er gudfar til Agnellis yngste barn. Foto: Ritzau Scanpix.
Andrea Agnelli, til venstre, og Aleksander Ceferin er blevet meget tætte. Så tætte at Ceferin er gudfar til Agnellis yngste barn. Foto: Ritzau Scanpix.
 

Forslaget mødte voldsom modstand fra EPFL, men også hos mindre klubber i ECA bredte uroen sig. Det førte blandt andet til, at FC København, Ajax Amsterdam og skotske Celtic udarbejdede en alternativ plan, der håndhævede princippet om, at man skal kvalificere sig til Champions League via resultaterne i de nationale ligaer. Altså ingen fribilletter. 

På mandag holder ECA generalforsamling i Geneve, og her ventes uenigheden for alvor at blive blotlagt. 

UEFA’s præsident har desuden aflyst et ellers afgørende møde senere i næste uge med ECA og EPFL, og han har meddelt, at der indledes en længere proces om Champions League. Der bliver ingen afgørelse før i det nye år. 

Lars-Christer Olsson og EPFL spillede i går selv ud med et udkast, som har elementer, der flugter med FCK’s papir. 

– Vi kommer ikke med konkrete forslag, men ingen hold skal have faste pladser i Champions League. Vi bør begynde med principperne, og det er vigtigt, at diskussionerne foregår offentligt, siger Lars Christer Olsson.

Åbenhed var der ikke meget af i 2016, hvor Champions League sidst blev udsat for ændringer. Her fik de store klubber præcis det, de ville have.

– Det er for at undgå den type af overraskelser, at vi opponerer mod det fælles forslag, vi har fået præsenteret fra UEFA og ECA, siger Lars-Christer Olsson.

Artiklen fortsætter under billedet...

Lars-Christer Olsson og EPFL har kastet sig ind i kampen om fremtidens Champions League. Foto: Ritzau Scanpix
Lars-Christer Olsson og EPFL har kastet sig ind i kampen om fremtidens Champions League. Foto: Ritzau Scanpix
 

– I 2016 var Ceferin imod, at man havde ændret Champions League og favoriseret de største klubber. Nu kommer han sammen med Agnelli med et forslag, som går langt videre. Harmonerer det ikke dårligt med det, han sagde dengang?

– Jeg er enig. Jeg kan bare ikke give noget svar. Det er et vældig centralt spørgsmål, og det er præcis det, vi i EPFL har reageret imod. De vil i realiteten splitte ligaerne.

– Sov EPFL i timen i 2016?

– Vi blev overrumplet. Vi havde en diskussion med UEFA i forbindelse med EM i 2016. De fortalte intet om de ændringer, der var på vej i Champions League. Jeg forstår stadig ikke, hvorfor eksekutivkomiteen ikke stoppede processen. 

– Det har i forhindret denne gang?

– Ja, det har vi.

– Hvordan er det blevet modtaget hos UEFA og ECA?

– Vi er ikke så populære. Men sagen har vist, at der er splittelse i ECA. De store klubber mener stadig, at deres forslag fra i foråret skal føres frem, men nu er der en opposition internt i ECA. Blandt andet hos de klubber, der er gået sammen med FC København. 

– Kan du forestille dig, at vi på et tidspunkt ser en lukket liga i Europa?

– Sker det under UEFA’s paraply og i samarbejde med de største klubber i ECA, er det en meget farligere konstellation end tidligere, hvor G14-klubberne ville køre deres eget løb. Det virker til, at Ceferin og Agnelli har et meget tæt forhold.

– Da Ceferin blev valgt som UEFA-præsident, var der vel næppe mange, der tænkte, at han ville gå med de største klubber?

– Nej. Det tror jeg heller ikke, de nordiske forbund troede, da de støttede hans valg, siger Lars-Christer Olsson.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

                            De store klubber tromlede os

De seneste 20 år har de største klubber, også kendt som G14, truet med at bryde ud og lave deres egen Superliga, hvis de ikke får faste pladser og flere penge i Champions League.

Det er et magtspil, som senest fandt sted i 2016, hvor det daværende danske medlem af UEFA’s eksekutivkomite, Allan Hansen, oplevede det på nærmeste hold.

– Uden nogen egentlig debat blev beslutninger tromlet igennem, siger Allan Hansen. 

De store klubber fik det, de ville have. Italien, England, Tyskland og Spanien blev hver sikret fire faste pladser i gruppespillet, og de har fået en større del af kagen.

Presset fra de store klubber og ECA var i foråret 2016 så voldsomt, at UEFA nedsatte et tremandsudvalg til at udarbejde en ny model for Champions League.

Artiklen fortsætter under billedet...

Allan Hansen blev tromlet ned, da UEFA i 2016 ændrede Champions League. Foto: Tariq Mikkel Khan.
Allan Hansen blev tromlet ned, da UEFA i 2016 ændrede Champions League. Foto: Tariq Mikkel Khan.
 

På det tidspunkt var UEFA uden præsident. Michel Platini var blevet udelukket fra al fodbold i en korruptionssag, og i stedet fungerede vicepræsidenten Angel Villar Llona fra Spanien som førstemand i UEFA. 

Villar Llona, som blev anholdt for korruption i 2017, skulle holde pladsen varm indtil 14. september 2016, hvor UEFA i Athen skulle vælge Platinis afløser.

UEFA-udvalget lavede modellen, der favoriserede de store, og samtidig gjorde det svært for hold fra de små nationer at kvalificere sig til Champions League. 

– Da de smed forslaget på bordet, protesterede jeg sammen med tre andre i UEFA’s eksekutivkomite. Vi fik fortalt, der havde været en forudgående debat, hvor alle var blevet hørt. Det var ikke sandt.

– Men da der blev lovet flere penge til holdene i Europa League, var jeg alene om at være imod. Det ville have været omsonst at kræve en afstemning, siger Allan Hansen.

På et møde i eksekutivkomiteen i Monaco 26. august 2016 fik Villar Llona tromlet forslaget igennem.

– Han ville have det vedtaget inden præsidentvalget i UEFA tre uger senere. Det var ikke noget kønt forløb. Nu var det samme ved at ske i år, men denne gang satte de europæiske ligaer og Lars-Christer Olsson foden ned.

Se også: Markant CL-udspil: Knytnæve til de store klubber

Se også: Udfordrer UEFA: FCK laver ny CL-model

Se også: En af de største FIFA-banditter er død

Se også: Vilde planer: Citys sheiker vil smadre UEFA

2 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere