Åge Hareide anser landstrænertid for ovre

Åge Hareide stopper som landstræner, når hans kontrakt løber ud 31. juli, bekræfter han efter EM-udskydelse

Åge Hareide er færdig som dansk fodboldlandstræner, når kontrakten udløber ved udgangen af juli. Han får ikke kontrakten forlænget, selv om EM er udskudt. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Åge Hareide er færdig som dansk fodboldlandstræner, når kontrakten udløber ved udgangen af juli. Han får ikke kontrakten forlænget, selv om EM er udskudt. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

EM-slutrunden skulle have været det store punktum for landstræner Åge Hareide, men efter udskydelsen af slutrunden til sommeren 2021 er hans landstrænertid reelt ovre.

Det siger han til Ritzau.

- Jeg har ikke haft nogen dialog med DBU, om jeg kan fortsætte. DBU har orienteret mig om Uefas beslutning om at udskyde EM til næste år. Min kontrakt udløber til 31. juli, så jeg forventer, at jeg stopper som planlagt, siger Åge Hareide.

Situationen ærgrer nordmanden, men han påpeger, at hans job i en større kontekst ikke er det vigtigste i den nuværende situation, hvor udbruddet af coronavirus har ramt hele Europa og store dele af den øvrige verden.

- Der er ikke så meget at tænke på lige nu. Min kontrakt løber ud, og sådan er det. I den her tid er der andre, som er i en meget sværere situation end mig.

- Folk er syge, folk mister deres arbejdspladser og kan risikere, at deres livsværk ender i gruset. I den sammenhæng er jeg blot ærgerlig, men der er ikke noget, jeg kan gøre ved det, siger Hareide.

Han medgiver dog, at det er noget uforløst at forlade landsholdet på denne måde, men han glæder sig over, at det ikke er forgæves, at han har kvalificeret Danmark til EM.

- Det er jo uforløst. Men det er en underlig situation for rigtig mange i verden, og det er det, man må tænke på lige nu. Fodbold-EM kommer jo stadig til Danmark næste år, og det er vigtigt, at de danske fans får den fest, og EM ikke bliver helt aflyst.

- Spillerne, som jeg har haft, og de spillere, der er aktuelle til landsholdet, skal blive ved med at være i god form, så de kan spille et godt EM næste år. Situationen er speciel, men jeg bliver nødt til at kigge fremad, siger nordmanden.

Han ved ikke, hvad de kommende måneder, hvor han officielt stadig er landstræner, byder på.

- Der er ikke så meget at lave nu, for jeg har ikke flere kampe. Men generelt er der ikke så meget at lave i denne situation. Vi skal have styr på coronavirus først, før vi kigger længere frem end det, siger han.

Selv om EM nu er skubbet, er der planlagt testkampe mod Norge og Sverige juni. Nordmanden forventer ikke, at de bliver spillet.

Det gør DBU's formand, Jesper Møller, heller ikke. Derfor skal DBU nu finde ud af, hvordan man bedst kan sige tak for indsatsen til Åge Hareide. Det siger Jesper Møller på et pressemøde.

- Jeg håber fortsat, at vi kan give Åge en værdig afslutning, men det er også en ekstraordinær situation det her. Jeg har ikke haft mulighed for at drøfte en officiel afsked med administrationen eller Åge. Det vil vi gøre i de kommende dage, siger DBU-formanden.

Åge Hareide tiltrådte som afløser for Morten Olsen. Nordmandens første landsholdssamling var i marts 2016.

Kasper Hjulmand tiltræder som landstræner 1. august.

185 kommentarer
Vis kommentarer