Kasper Hjulmand får endnu et argument for at se russisk fodbold inden for de næste dage, når FC Midtjyllands lynhurtige kantspiller Anders Dreyer lander i Premier League.
Anders Dreyer ser nemlig ud til at blive holdkammerat med Oliver Abildgaard i Rubin Kazan.
FC Midtjylland accepterede i går et bud på 52,5 mio. kr. fra den russiske klub, og handlen er nu så langt fremme, at Anders Dreyer er fløjet til Tyskland, hvor han skal til lægetjek.
Forløber det efter planen, så bliver overgangen formaliseret inden for kort tid.
Det sker uden resten af FC Midtjylland-truppen ved det, da spillerne har træningsfri i dag.
Anders Dreyer er udset til at afløse et af de varmeste navne på transfermarkedet, Khvicha Kvaratskhelia.
Den blot 20-årige georgiske komet er voldsomt ombejlet og tiltrækker sig interesse fra både Tottenham og Juventus.
Det er planen, at Anders Dreyer skal erstatte den unge georgier øjeblikkeligt.
Med skiftet bliver Anders Dreyer dermed den anden dansker i Rubin Kazan, hvor han skal forsøge at følge Oliver Abildgaards succes.
Vil sikre ham for livet
Den tidligere AaB'er imponerede voldsomt sidste sæson i Rubin, hvor han blev udvalgt til sæsonens hold i Premier League.
Anders Dreyer har i Kazan udsigt til en markant lønstigning, som potentielt vil sikre ham for livet.
Samtidig har klubben netop solgt Carl Starfeldt til Celtic og Kvaratskhelia ender også på en attraktiv adresse denne sommer, hvilket indikerer af manager Leonid Slutsky er i stand til at udvikle spillere til mere.
For 23-årige Anders Dreyer giver skiftet til Rubin Kazan mulighed for at få det internationale gennembrud, som udeblev da han fik chancen i Brighton.
I FC Midtjylland bliver savnet af formstærke Anders Dreyer mærkbart, men klubben har kvalificerede afløsere i Pione Sisto, Gustav Isaksen og Awer Mabil, lige som storindkøbet Marrony også kan spille pladsen.