Dronningens fald

Hvidbjerg Skoles målmandstalent Ilda Kepic har Skolefodboldturneringen igennem stået stærkt. En mudret bane hende dog fra at redde holdet videre til semifinalen

Ilda Kepic var Hvidbjergskolens uheldige helt i kvartfinalen tirsdag. (Foto: Andreas Szlavik)
Ilda Kepic var Hvidbjergskolens uheldige helt i kvartfinalen tirsdag. (Foto: Andreas Szlavik)

Den anden kvartfinale i Ekstra Bladets skolefodboldturnering på Mors blev afviklet på Hvidbjerg Stadion, hvor pigerne fra Hvidbjerg tog imod Kjellerup Skoles målfarlige piger, som på dagen var flankeret af en busfuld af fans og forældre.

Hvidbjergs trænere Peter Lillebæk og Lars Møller havde lagt en defensiv taktik med tætte markeringer af Kjellerups farlige angriberduo Louise Schmidt Iversen og Sarah Kindt Nielsen.

I målet stod Ilda Kepic - holdets frygtløse målmand der turneringen igennem har imponeret med fantastiske redninger. Fremad på banen skulle driblestærke Malene Sørensen aktiveres med dybe stikninger fra det på dagen defensivt anlagte hold.

Udebaneholdet kom godt fra start og havde overvægt i spillet, hvor Maja Hvidkjær Andersen på midtbanen skabte utallige chancer til Louise og Sarah. Ilda Kepic var imidlertid en konstant mare for det dygtige makkerpar, da hun med stor ofringsvilje holdte den sidste skanse i målet.

Samtidig bør Hvidbjerg Skoles midterforsvar med Line Møller og Heidi Sørensen roses for det overarbejde de kom på i kampen.

'Bare et uheld'
Hvidbjerg Skole holdt nullet til slutningen af anden halvleg, hvor spillerne var ved at sætte sig op til en afgørelse på straffespark.

Pludselig slap Louise Schmidt Iversen fri på højre side og stormede mod mål - og så var uheldet ude. Ilda Kepic gled i den våde og mudrede bane, så Louise uhindret kunne bringe udeholdet foran 1-0.

Det var en flok skuffede piger fra Hvidbjerg Skole der havde håbet på en afgørelse på straffespark. Ingen bebrejdede dog Ilda noget efter kampen.

- Det var bare et uheld, og sådan noget kan ske, sagde Malene Sørensen efter kampen.

- Vi har fire gange før vundet på straffespark, så det er ærgerligt vi ikke kunne holde nullet.

Du kan læse meget mere om skolefodboldturneringen her.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere