Opbakning til overfuset bolddreng: Den bedste vi har haft

Fodbold er følelser, men Frem-spiller gik for vidt, da han råbte bolddreng ind i ansigtet og fik ham til at græde, siger BSV-træner

Den triste bolddreng under weekendens kamp (Foto: Thomas Rasmussen)
Den triste bolddreng under weekendens kamp (Foto: Thomas Rasmussen)

BSV-træner Claus Larsen er temperamentsfuld og kalder sig selv en af de mest råbende trænere i Danmark, så han kan nok tolerere, at følelser i et vist omfang får frit løb. Men den optræden, som Frems Beran Camili lørdag demonstrerede, da han i irritation overfusede en bolddreng på BSV's hjemmebane, er uacceptabel, mener Larsen.

- Fodbold er følelser, og det gælder uanset, om det er Danmark mod Armenien eller BSV mod Frem. Men det er klart: Beran gik over stregen. Han er en super god fodboldspiller, og det skal han bruge sin energi på i stedet, siger Claus Larsen.

- Han blev irriteret over, at han ved et indkast ikke fik bolden hurtigt nok fra bolddrengen, og han afleverer så en måske lidt sur bemærkning, som gør bolddrengen rigtigt ked af det.

- Man skal vise respekt, og det er klart, at den opførsel ikke var så heldig, siger Claus Larsen.

Bolddreng i gråd efter verbalt overfald

Larsen overværede episoden på tæt hold, og da spillet gik videre, idet dommertrioen ikke havde set noget, trøstede han den unge fyr, som græd sig gennem resten af kampens første halvleg. Larsen opsøgte ham atter efter kampen og bad ham om at fortsætte som bolddreng, idet han - som Larsen understregede over for ham - er den bedste bolddreng, klubben nogensinde har haft.

- Jeg sagde til ham, at jeg virkelig håber, at han vil være bolddreng ved næste hjemmekamp, hvor det er min fødselsdag. Det ville være et fødselsdagsønske, der kunne gå i opfyldelse, siger Claus Larsen.

- Vi vælter os ikke i frivillige, så når vi har frivillige bolddrenge, så skal de også behandles med respekt lige som alle andre mennesker. Han skal have en god oplevelse, og jeg synes, at vi tog os godt af ham. Det er klart, at det ikke er sådan en opførsel, man normalt ser i en fodboldkamp.

TV: Mourinho skælder ud på bolddreng

Claus Larsen minder i øvrigt om, at kampen på Rundforbi Stadion i Nærum bød på 'fantastisk fodbold på en pragtfuld eftermiddag'. Sådan er det tit, når de to hold mødes, siger Larsen.

- Man bør møde op til vores kampe, for der sker altid noget spændende. Enten scorer vi mange mål, eller også råber og skriger jeg som en sindssyg. Eller også opstår der noget dramatik med modstanderne, siger Claus Larsen.

Han oplyser, at klubben overvejer situationen i forhold til at bringe sagen videre i DBU.