Nogle sidder med nerverne uden på tøjet for tiden, når en vigtig VM-kamp fløjtes i gang. Resten bærer over med dem.
Twitter-bruger @lightningstarr er en af de sidstnævnte, men hendes kæreste er det første.
Da England mødte Tunesien på en grøn plæne i Rusland i mandags, begik pågældende kæreste den fejl at sætte sin lid til, at hun kunne opdatere ham om detaljer fra det intense opgør, mens han var på vej hjem og derfor ikke havde nået at indfinde sig på en plads foran skærmen.
Dét blev en opgave, som @lightningstarr tog til sig med stor entusiasme, og nu har hun delt sin detaljerige opdatering til kæresten på Twitter, hvorfra det er gået viralt.
’Spilleren med det gule kort ser fåret ud’
’Vi er 34 minutter inde i kampen og alles hår ser stadig godt ud’
’En tunesisk mand er på gulvet’
’Ser ud som om, han blev ramt i håret’
’Dommeren er uinteresseret’
’Manden med det skadede hår er ikke glad’, lød nogle af de sjove kommentarer, som dog nok ikke resulterer i et tilbud som professionel fodboldkommentator.
Og så alligevel.
@lightningstarr’s underholdende og alternative VM-dækning har faktisk fået en del positive kommentarer med sig på det sociale medie.
’Du er NØDT til at blive betalt for det her. Min mand ruller rundt på gulvet’, lyder det fra @KathleenKat2
’Jeg kunne rent faktisk begynde at se fodbold med den slags kommentarer’, stemmer en anden i.