Begge hold udvandrede fra dansk kamp: - Det var jo livsfarligt

Dommer i serie 3-kamp nægtede at afbryde kamp trods årtiers voldsomste tordenvejr – spiller rystet: Han har nære venner, der har oplevet en spiller dø efter lynnedslag

Det var her, at torden-dramaet fandt sted onsdag aften. Foto: Screendump/Google
Det var her, at torden-dramaet fandt sted onsdag aften. Foto: Screendump/Google

Fodbold og tordenvejr kan være en grusom cocktail.

Derfor kom det også bag på alle, at dommeren i en serie 3-kamp i Jylland pure nægtede at afbryde matchen, på trods af at spillere fra begge hold og tilskuere råbte og skreg og opfordrede ham til det.

Det var et helt igennem forrygende tordenvejr, der 20 minutter før tid brasede ind over banen, og lynene illuminerede totalt Bruunshåb/Tapdrup Stadion et par km sydøst for Viborg.

Niclas Ryberg Hansen fra hjemmeholdet er dybt rystet.

- Jeg bliver lidt arrig, når jeg tænker over det. Det var jo livsfarligt for os alle sammen, siger han til TV MIDTVEST.

Onsdag aften drev en vanvittig tordenfront ind over det midtjyske område, og ifølge den lokale tv-station blev omkring 40 andre fodboldkampe i regionen aflyst på grund af de vanvittige vejrforhold.

Blot ikke kampen mellem Bruunshåb/Tapdrup IF og Viborg Nørremarken, der startede kl. 19.00.

20 minutter før tid brød det meteorologiske helvede for alvor løs over de to hold og formentlig relativt få tilskuere.

Skaderne i området har været voldsomme. Talrige ildebrande og total nedlukning af banen mellem Herning og Skjern er bare et par eksempler, og derfor mente gæsterne fra Viborg også, at det var for risikabelt at rende rundt til en kamp i serie 3 som levende lynnedslags-objekter.

Det var ikke ligefrem fodboldvejr onsdag aften. Her ses lyn over København. Foto: Kenneth Meyer
Det var ikke ligefrem fodboldvejr onsdag aften. Her ses lyn over København. Foto: Kenneth Meyer
 

Men dommeren var tilsyneladende iskold.

- Da der er fem minutter tilbage af kampen, lyner og tordner det helt vildt. Vi begynder alle sammen, både spillere og tilskuere, at råbe, han skal fløjte kampen af, for nu er det ved at være for meget. Det bliver han ved med at ignorere. Vi ender med, at hele holdet går af banen, fordi han ikke vil fløjte af, fortæller Niclas Ryberg Hansen til TV MIDTVEST.

Han er uddannet Falckredder og har tætte venner, der tidligere i en kamp i Ulfborg har set en spiller blive ramt af lynet – med dødelig udgang!

- Det giver selvfølgelig nogle ar på sjælen og en naturlig respekt for kraftigt tordenvejr, siger Niclas Ryberg Hansen til Ekstra Bladet.

Han har nu klaget til DBU i håbet om, at der kommer helt klare retningslinjer for, hvordan man skal forholde sig under den slags vejrforhold.

- Som jeg forstår det, er det udelukkende dommerens skøn, der tæller. Det er ikke godt nok, så det vil jeg gerne have i fokus af hensyn til, hvordan man håndterer disse situationer i fremtiden, siger han.

- Det var slemt, siger Bruunshåb/Tapdrup IF’s træner til Ekstra Bladet.

- Dommeren siger, at han tidligere i forløbet spørger vores anfører, om han skal afbryde kampen. Men det skal vores spiller jo slet ikke tage stilling til, og når man ved, at lynet slog ned i flere huse i nær-området – et hus udbrændte totalt blot en kilometer herfra, så ved man, det var alvorligt, siger Morten Gregersen.

- Vi begynder at opfordre ham til at fløjte af 20 minutter før tid, men han foretager sig intet. Vi er pænt rystede for nu at sige det mildt – ikke mindst over, at spillerne selv skal træffe beslutningen og forlade banen, da uvejret for alvor bragede løs.

Henrik Mæng Bjørklund, der er co-træner i Viborg Nørremarken, er fuldstændig enig:

- Vi er rystede over dommeren og overraskede over, hvor lang tid, han lod det køre. Da der kom et gevaldigt tordenbrag og uvejret var lige over, tænkte vi alle: Nu fløjter han af. Men der skete første noget, ad Bruunshåb udvandrede og vi fulgte efter.

- Det handler jo udelukkende om vores sikkerhed, siger Henrik Mæng Bjørklund, der formoder, at hans klub – i lighed med folkene fra Bruunshåb – vil kontakte DBU.

Anders Vejlstrup, som er formand for Midtjysk Fodbolddommer Klub, har talt med kampens dommer, der ikke har ønsket at udtale sig. Men over for Anders Vejlstrup fastholder han, at hans vurdering var rigtig.

Reglerne burde ellers være glasklare, efter FCN-spilleren Jonathan Richter i juli 2009 blev ramt af et lyn i en hovedstødsduel i Hvidovre. Han var teknisk død i 41 minutter, overlevede mirakuløst, lå længe i kunstig koma – og måtte have venstre underben amputeret.

Kampen i Bruunshåb endte i øvrigt med en 3-1 sejr til gæsterne fra Viborg, og der kommer ingen protester desangående, selv om kampen ikke blev spillet færdig.

- Kampens resultat er helt sekundært. Der er andre ting i livet, der er vigtigere – f.eks. livet, siger Morten Gregersen fra det tabende hjemmehold.

112 - 12. jun. 2019 - kl. 22:06 Skybrud og torden: Lyn og regn har ramt Danmark

Se også: To giraffer dræbt af lynnedslag

Se også: Amok i seriekamp: Spiller måtte syes med ni sting

1 af 2 Tordenvejret ramte mange steder i Danmark onsdag aften. Her er det et lyn over Keldbylille på Møn. Foto: Per Rasmussen
2 af 2 Det var her, at torden-dramaet fandt sted onsdag aften. Foto: Screendump/Google
128 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere