Bundesligaen ligner tilskuerfri zone frem til september

Alt tyder på eventuelt fodbold uden tilskuere i Bundesligaen til 1. september efter myndigheders udmelding

Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, forklarede tyskerne onsdag, at store forsamlinger af mennesker er forbudt til og med 31. august. Foto: Pool/Reuters
Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, forklarede tyskerne onsdag, at store forsamlinger af mennesker er forbudt til og med 31. august. Foto: Pool/Reuters

Meget tyder på, at der ikke spilles fodbold i Bundesligaen med tilskuere før tidligst 1. september.

Onsdag aften talte Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, til de tyske borgere, og her fastslog hun, at der vil være forbud mod store forsamlinger frem til 31. august.

Dermed tyder meget ifølge nyhedsbureauet dpa og flere tyske medier på, at der ikke kan spilles fodbold med tilskuere i eksempelvis Bundesligaen før efter 31. august.

Der blev dog ikke truffet nogen beslutning af de tyske myndigheder, hvilket vil ske i fodboldens egen regi, som man kender det i Danmark også.

- Bundesligaen var ikke et tema, fastslog Markus Söder, der er premierminister i Bayern dog på pressemødet med Merkel.

Ifølge dpa mangler man at definere, hvad store begivenheder helt nøjagtigt er.

9. april udtalte direktøren for Den Tyske Ligaforening (DFL), Christian Seifert, at det bliver for tomme tribuner, når de resterende ni runder i Bundesligaen skal afvikles.

Seifert slog dengang også fast, at man håber at kunne genstarte sæsonen i begyndelsen af maj, men han nævnte også, at der rent faktisk kan blive tale om tomme tribuner i Bundesligaen i resten af året.

- Fodbold vil kun blive tv-underholdning, og sådan vil det sandsynligvis forblive indtil årets slutning, sagde Christian Seifert i et interview med New York Times.

23. april mødes 36 tyske klubber i DFL-regi for at drøfte situationen i de tyske top-trækker.

I øjeblikket er fodbold suspenderet til 30. april, men ifølge dpa er målet at få afviklet sæsonen inden 30. juni ved at spille for tomme tribuner.

I Belgien meddelte premierminister Sophie Wilmes onsdag ligeledes, at store forsamlinger vil være forbudt i landet frem til 1. september.

Ifølge AFP vil beslutningen også ramme afviklingen af sportsbegivenheder i Belgien, og nyhedsbureauet konkluderer, at der ikke kan afvikles sport med tilskuere.

- En analyse vil blive foretaget i næste uge, siger indenrigsminister Pieter De Crem.

I Belgien er landets bedste fodboldrække allerede blevet afsluttet før tid, og Club Brugge er kåret som mester på skrivebordet. Det har skabt problemer for Det Belgiske Fodboldforbund (URBSFA).

Det skyldes, at Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) har truet belgierne, som var de første i Europa til at afblæse den nationale turnering, med ikke at få adgang til de europæiske klubturneringer, hvis beslutningen fastholdes.

Ifølge AFP er det ligeledes tvivlsomt, om Formel 1-løbet i Belgien kan afvikles 30. august.

De nationale mesterskaber i cykling er lagt til 23. august, og AFP vurderer det også som tvivlsomt, at det belgiske mesterskab kan afvikles.

1 kommentar
Vis kommentarer