Danmark kan miste EM-værtskab

DBU bakker op om udsættelsen af EM i fodbold, men DBU-formand Jesper Møller er i tvivl om, hvorvidt København kan være vært

'Ingen anden udvej'. Så klar er beskeden og analysen fra Ekstra Bladets sportschef om det aflyste EM. Producer: Lasse Brøndal

EM-slutrunden i fodbold er blevet udsat fra 2020 til 2021 som følge af den globale krise med coronavirus.

Dansk Boldspil-Union (DBU) bakker op om beslutningen, men sår samtidig tvivl om, hvorvidt København og Danmark også bliver en af de 12 EM-værter til den tid.

- Vi har alle glædet os til at holde en kæmpe fodboldfest i København og i resten af Danmark, og vi vil gerne være med i 2021.

- Vi bliver dog nødt til at undersøge, hvad der er muligt, både i forhold til Parken, hoteller og resten af det kæmpe setup, det er at afholde fire kampe i en EM-slutrunde. Vi ønsker en ansvarlig og bæredygtig løsning, siger DBU-formand Jesper Møller i en pressemeddelelse.

Efter tirsdagens beslutning om at udskyde EM-slutrunden begynder nu arbejdet med at se på, hvad der kan lade sig gøre i de 12 oprindelige EM-værtsbyer i sommeren 2021.

Uefa ønsker at fastholde konceptet med 12 værtsbyer.

På et pressemøde tirsdag slog Jesper Møller fast, at udgangspunktet er, at København også i 2021 får de fire EM-kampe, som skulle være spillet i hovedstaden til sommer, hvoraf de tre var med Danmark på banen.

- Udgangspunktet for det turneringsmæssige setup er det samme som i 2020.

- Hvis infrastrukturen er på plads, kommer København til at få sine fire kampe i 2021, siger Jesper Møller på pressemødet.

Men først skal det altså undersøges, om det er muligt for København at huse EM-kampene et år senere end planlagt.

Formanden gør det helt klart, at DBU bakker op om udsættelsen af slutrunden som følge af coronakrisen.

- Vi bakker fuldstændigt op om regeringen og myndighedernes tiltag den sidste tid og har derfor også truffet de fornødne tiltag i fodboldens verden.

- Derfor må vi også erkende, at det vil være uansvarligt at afvikle en EM-slutrunde med tusindvis af fans, der rejser på tværs af landegrænser og holder fodboldfest både på og uden for stadioner, siger Jesper Møller.

1 af 2 DBU-formand Jesper Møller bakker op om udsættelsen af EM i fodbold fra 2020 til 2021 som følge af coronakrisen. (arkivfoto) Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
2 af 2 Foto: Lars Poulsen
33 kommentarer
Vis kommentarer