Dansk landsholdsspiller scorer kontrakt med Liverpool

Amalie Thestrup fortsætter karrieren i Liverpool, som netop er rykket ud af kvindernes Super League

Den danske kvindelandsholdsspiller Amalie Thestrup har spillet i AS Roma siden sommeren 2019. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Den danske kvindelandsholdsspiller Amalie Thestrup har spillet i AS Roma siden sommeren 2019. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Fodboldklubben Liverpool får dansk hjælp til at rykke op i kvindernes Super League.

Den danske landsholdsspiller Amalie Grønbæk Thestrup skifter nemlig italienske AS Roma ud med Liverpool, hvor hun har fået en toårig kontrakt.

Thestrup skiftede til Rom-klubben for et år siden, men har nu valgt at søge videre i karrieren.

- Jeg havde en god tid i Roma, men jeg har også altid haft en drøm og et mål om at komme til England og spille, siger hun.

- Da Liverpool blev en mulighed og viste interesse, var det sindssygt interessant for mig. Det er en kæmpestor historisk klub. Både på herresiden, men der er også gjort meget for kvindefodbolden.

- Jeg så mange muligheder i et skifte i forhold til min personlige udvikling og det professionelle setup, som er i Liverpool, siger Amalie Thestrup.

Mens Liverpools herrehold har ladet sig fejre som suverænt mesterhold i denne sæsons Premier League, er det gået den forkerte vej for kvindeholdet.

Sæsonen blev afbrudt på grund af coronaudbruddet, og Liverpool trak nitten som bundprop.

Ligaen blev afsluttet på skrivebordet, og med det laveste pointgennemsnit per kamp blev Liverpool sendt en tur i den næstbedste række, Championship.

- Der er ingen tvivl om, at den overordnede målsætning for os er at komme tilbage i Women's Super League med det samme. Jeg så det som en spændende udfordring og rejse at være en del af og bidrage til.

Liverpool vandt Super League i 2013 og 2014 og er den første tidligere mesterklub, som rykker ud af den ti år gamle liga.

- Der er ingen tvivl om, at Liverpool har et hold og et setup, der er godt nok til at være i den bedste engelske række, siger Amalie Thestrup.

25-årige Amalie Thestrup fik debut for A-landsholdet i marts i en testkamp mod Kina og står i alt noteret for fire landskampe.

6 kommentarer
Vis kommentarer