Dansk legende død: 'Han var en af de helt store'

Fodboldeksperten Frits Ahlstrøm kendte Poul Pedersen særdeles godt og begræder hans død

Poul Pedersen (tv) i kamp for AIA. Foto: Polfoto.
Poul Pedersen (tv) i kamp for AIA. Foto: Polfoto.

For tidens unge ringer navnet Poul Pedersen næppe mange klokker, men den tidligere fodboldlandsholdspiller, som blev optaget i sportens Hall of Fame i 2014 og som nu er død i en alder af 84 år, var en kæmpe i dansk idræt.

Det understreger Frits Ahlstrøm, som livet igennem har været dybt involveret i sporten som spiller, journalist, redaktør, pressechef og sportsdirektør.

- Poul var en af de helt store spillere i dansk fodbold og var den første, der opnåede at spille 50 landskampe, siger Frits Ahlstrøm, som kendte Poul Pedersen 'særdeles godt'.

- Han var en gentleman på og uden for banen. Han var landsholdsanfører i flere kampe, og han var en stilfærdig, men respekteret leder.

- Når han talte, så lyttede alle, og han nåede en fornem position i dansk fodbold. Det bekræftes af, at han blev inviteret med som gæst til Hall of Fame-festen længe før, han selv blev optaget, siger Frits Ahlstrøm.

Poul Pedersen blev optaget i 2014 på et tidspunkt, da han var svækket af alderdom og ikke selv kunne møde op. På hans vegne modtog hans barnebarn, landsholdsspilleren Viktor Fischer, prisen.

Frits Ahlstrøm har været sportsredaktør på Politiken, informationschef i DBU, sportschef i Brøndby samt pressechef for UEFA og kendte Poul Pedersen 'særdeles godt'. Foto: Viasat.
Frits Ahlstrøm har været sportsredaktør på Politiken, informationschef i DBU, sportschef i Brøndby samt pressechef for UEFA og kendte Poul Pedersen 'særdeles godt'. Foto: Viasat.

Pedersen var aarhusianer og boede og spillede hele livet i Smilets By. Han var nært knyttet til AIA, som han aldrig svigtede, selv når AGF, den store klub i Aarhus, eller udlandet kaldte.

- Poul ville ikke være professionel. Han spillede ikke for pengenes skyld, men for æren og sin fornøjelses skyld, og han uddannede sig sideløbende med karrieren til ingeniør, fortæller Frits Ahlstrøm.

- Han spillede for AIA i både 1., 2. og 3. division, og selv, da han spillede i 3. division, blev han udtaget til A-landsholdet. Det fortæller sit om hans kvaliteter.

- Han var en meget elegant og hurtig spiller med højre wing som sin favoritposition. Men han kunne også spille venstre wing. Han var meget alsidig.

Ahlstrøm fortæller, at Pedersen selv op i fyrrerne var en stærk spiller, og at han var en af de bærende kræfter på AIA's Old Boys-hold.

I det civile liv var Poul Pedersen i mange år direktør i entreprenørfirmaet JME, før han etablerede sit eget succesrige entreprenørfirma.

Han var altid ulasteligt klædt og var venligheden selv, når han med sin hustru, Jytte, mødte op på idrætspladser i Østjylland for at følge sine børn og børnebørn, skriver Århus Stiftstidende i et portræt.

Datteren Jane var badmintonspiller, mens sønnen Jens spillede fodbold.

Som fodboldspiller havde Poul Pedersen sin storhedstid i slutningen af 1950'erne, hvor han scorede 17 mål på landsholdet i 33 kampe. Han var en af de vigtigste spillere på det landshold, der sensationelt vandt sølv ved OL i Rom i 1960.

Han fortsatte med at spille fodbold helt frem til 2007, skriver Århus Stiftstidende.

Plus Sådan gik det Sølvholdet

Se også: OL-værelseskammerat: Harald var lige så flink som farlig

8 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere