Vejle-Kolding dummer sig atter på udebane

Det lykkedes ikke for oprykningsbejlerne at profitere af Randers' pointtab. Vejle-Kolding og Fredericia delte

Vejle Boldklub Kolding var foran to gange, men begge gange udlignede FC Fredericia, og så endte det østjyske lokalopgør 2-2.

Det resultat kan Fredericia formentlig bedst leve med efter en besværlig start på 2012. For Vejle-Kolding betyder det ene point, at holdet ikke formåede at profitere af Randers FC's uafgjorte resultat i Viborg fredag aften.

Med uafgjort i Fredericia viste Vejle-Kolding tilmed atter svaghed på udebane, hvor det i denne sæson kun er blevet til tre sejre i nu 10 forsøg.

Stillingen mellem de to bejlere til at rykke op i Superligaen sammen med Esbjerg er altså status quo med syv kampe tilbage: Randers har tre point mere end Vejle-Kolding, som til gengæld har en markant bedre målscore.

Vejle-Kolding var ellers klart dominerende i første halvleg, som de da også meget passende vandt med 1-0 på en teknisk glimrende scoring af 19-årige Jonas Faaborg.

Men straks efter pausen slog Fredericia tilbage, da det lykkedes kantspilleren Jesper Luth at sende bolden ind bag Kristian Fæste i Vejle-målet.

Andreas Moos bragte dog favoritterne foran på ny, inden Martin Mikkelsen bragte ny balance syv minutter før tid.

- Vi spillede en rigtig god første halvleg, mens det i anden halvleg blev lidt mere en krig, som Fredericia gerne vil have, siger en ærgerlig Jonas Faaborg efter kampen til TV 2 Sport.

Med uafgjort til både Randers og Vejle-Kolding er der fortsat en spinkel mulighed for, at en outsider kan komme fra baghjul og overhale de to store klubber.

Eksempelvis formstærke Brønshøj, der på udebane slog Blokhus med 2-0 og nu blot er tre point efter Vejle-Kolding og seks efter Randers.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere