Remcos offer: Han skal straffes hårdt

Remco van der Schaaf har ringet til Mads Justesen og undskyldt for, at han smadrede en albue i hovedet på ham i søndagens opgør. - Det er ikke nok, siger offeret

Den grønne cirkel viser Remco van der Schaaf plante en albue i ansigtet på sin modstander. (Foto: TV2 Sport)
Den grønne cirkel viser Remco van der Schaaf plante en albue i ansigtet på sin modstander. (Foto: TV2 Sport)

Den 28-årige Hobro-spiller Mads Justesen har været på alle fodboldinteresseredes læber i dag.

Ikke så meget for sit spil i søndagens 1. divisionsopgør mod Randers, men for den albue, han fik i hovedet af Remco van der Schaaf.

Se TV: van der Schaaf slår modstander ned.

Albuen sendte ham i græsset, men hollandske Remco slap uden straf, fordi hverken dommer eller liniedommere så optrinnet, der skete langt fra bolden i Randers' straffesparksfelt.

Oprørt over svinestregen
- Jeg var helt oppe i det røde felt over, at de ikke så det. Det havde jo været straffe og direkte rødt, hvilket havde vendt kampen (som Randers vandt 2-0, Red.), siger Mads Justesen til ekstrabladet.dk.

Læs også: Remco undskylder overfald.

- Men jeg er selvfølgelig mere oprørt over svinestregen. Det hører jo ingen steder hjemme. Det er langt, langt over stregen, siger Justesen, som selv er vant til at give og tage på banen.

Kan aldrig forsvares
- Jeg håber, DBU straffer ham hårdt. Ellers er de ikke deres opgave moden. Jeg vil ikke politianmelde ham, men jeg er blevet indkaldt til afhøring på politiets foranledning. Umidelbart synes jeg ikke, det er en sag for politiet, siger Justesen, der til dagligt underviser i samfundsfag på Mariager Fjord Gymnasium.

- Eleverne har været meget optagede af sagen i dag. Jeg har sagt til dem, som jeg siger til dig nu, at sådan noget aldrig kan forsvares.

Læs også: Politiet går ind i Remco-sagen.

- Har han sagt undskyld direkte til dig?

- Han har lagt en undskyldning på min telefonsvarer. Det er ikke nok at sige undskyld i sådan en situation, men det er fedt nok, han gør det. Så er han måske helt menneskelig alligevel, siger Mads Justesen om den hollandske albuesvinger.