Ove Pedersen ny træner i FC Vestsjælland

Ove Pedersen overtager trænersædet i 1. divisionsklubben FC Vestsjælland efter Michael Schjønberg.

Ove Pedersen er nyt chef hos FC Vestsjælland (Foto: Niels Husted)
Ove Pedersen er nyt chef hos FC Vestsjælland (Foto: Niels Husted)

Ove Pedersen overtager trænersædet i 1. divisionsklubben FC Vestsjælland efter Michael Schjønberg. Den tidligere Esbjerg-træner har skrevet under på en treårig kontrakt.

FC Vestsjælland fyrede onsdag Michael Schjønberg, selv om oprykkerklubben endte som nummer syv i den næstbedste danske række i foråret.

Men det var ikke nok for klubbens ledelse, som stiler efter at rykke op i Superligaen. Derfor er Ove Pedersen ansat i FC Vestsjælland, hvor han allerede begynder fredag.

Ove Pedersen har tidligere ført AGF og FC Midtjylland op i Superligaen og vundet medaljer med både FC Midtjylland og Esbjerg.

- Jeg er rigtig glad for de nye udfordringer og vil samtidig gerne sende en tak til Michael Schjønberg for det flotte arbejde, som han har udført hos FC Vestsjælland.

- Det er en rigtig god base for mit fremadrettede arbejde i klubben, siger Ove Pedersen i en pressemeddelelse.

FC Vestsjælland håber på at kunne tage skridtet op i den bedste danske række så hurtigt som muligt.

- Ansættelsen afspejler klubbens klare ambition om inden for et par år at være i Superligaen for første gang, lyder det fra klubbens bestyrelse.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere