Viggo Jensen ny sportschef i Esbjerg

Den tidligere cheftræner i klubben Viggo Jensen bliver sportschef i Esbjerg, der rykkede ud af Superligaen

Det er en velkendt mand, der bliver ny sportschef i Esbjerg (Foto: Morten Langkilde)
Det er en velkendt mand, der bliver ny sportschef i Esbjerg (Foto: Morten Langkilde)

Den tidligere cheftræner i klubben Viggo Jensen bliver sportschef i Esbjerg.

- Jeg har sagt ja til jobbet, dels fordi jeg kender de mennesker, jeg kommer til at arbejde sammen med, og dels på grund af den sportslige udfordring. Som en del af teamet omkring holdet vil det altoverskyggende mål være at få EfB tilbage i Superligaen. Jeg har været i Esbjerg i to perioder, både som spiller og træner, jeg er født i byen, og jeg har tætte relationer til klubben, så på det personlige plan er der også hjerteblod i det, siger Viggo Jensen, der tiltræder i EfB 1. juli.

Det oplyser klubben på sin hjemmeside.

Viggo Jensen var cheftræner i klubben fra 1997 til 2002. Nu får han ansvaret for køb og salg af spillere samt scouting.

Den tidligere sportsdirektør Niels Erik Søndergaard skal nu være ansvarlig for klubbens talenter.

- EfB har taget konsekvensen af, at vores indsats på spillermarkedet ikke har været tilfredsstillende. Vi tilfører med Viggo Jensen som sportschef stor faglighed og erfaring, og vi øger fokus på de værdier, EfB står for: Ydmyghed og hårdt arbejde. Derudover glæder det mig meget, at Niels Erik Søndergård har sagt ja til en ny udfordring, hvor vi kan udnytte hans brede kompetencer på et område, der har vital betydning for EfB’s fremtid. Med den nye sportslige organisation kan vi udnytte både Viggos og Niels Eriks stærke sider, siger administrerende direktør Søren Poulsen i en pressemeddelelse.

Esbjerg spiller i næste sæson i 1. division.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere