Politikere løber fra aftale med Vejle

Socialdemokraterne løber fra aftale om at sponsorere den lokale Vejle Boldklub, der spiller i 1. division

Vejle Boldklub (VB), der spiller i fodboldens 1. division, får alligevel ikke Vejle Kommune som en af klubbens helt store sponsorer, skriver Vejle Amts Folkeblad.

I sidste øjeblik har Socialdemokraterne meddelt borgmester Arne Sigtenbjerggaard (V), at gruppen ikke kan støtte en samarbejdsaftale, der vil koste kommunen 900.000 kroner fordelt over tre år.

Socialdemokraterne havde ellers sagt ja, da sagen for to uger siden blev behandlet i økonomiudvalget.

Men nu siger gruppeformand Søren Peschardt:

- Vi vil kun være med til en aftale, der giver VB det samme, som kommunen i dag betaler for to kampsponsorater om året. Det svarer til 150.000 kroner - eller cirka det halve af den nye aftale.

Socialdemokraternes melding betyder formentlig, at sagen om en reklameaftale med VB bliver trukket fra onsdagens byrådsmøde.

Da Vejle Amts Folkeblad onsdag morgen talte med borgmesteren, havde han endnu ikke besluttet sig for, hvordan han håndterer den nye situation, Men uden en samlet socialdemokratisk gruppe står det klart, at der ikke er flertal for det store sponsorat.