1. divisionsklub tæt på konkurs

Der mangler 1,2 millioner kroner i klubkassen. Derfor risikerer Viborg FF at gå konkurs

Sportslig kører det ikke rigtig for Viborg, der ligger i bunden af 1. division. Økonomisk er det endnu værre (Foto: Tobias Nørgaard Pedersen)
Sportslig kører det ikke rigtig for Viborg, der ligger i bunden af 1. division. Økonomisk er det endnu værre (Foto: Tobias Nørgaard Pedersen)

De drømmer om store julegaver i Viborg FF.

Helst kontanter.

Der mangler nemlig 1,2 millioner kroner i klubkassen hos 1. divisionsklubben, der spillede i Superligaen så sent som i 2008.

En appel til sponsorerne har ikke kastet mange mønter af sig.

- Det går noget langsommere end vi havde håbet på med at finde de sidste penge. Så det ser bestemt sortere og mere kritisk ud end ved mødet i sidste uge, siger VFF"s direktør, Morten Jensen, til Viborg Stifts Folkeblad.

- Hvad sker der, hvis I ikke finder pengene?

- Det kan jeg ikke kommentere på. Det er en beslutning, som bestyrelsen skal ind over, siger direktøren.