VB-direktør: Ingen fulde spillere

Vejles direktør Henrik Tønder afviser, at der er problemer med disciplinen i truppen

Martin Borre har fået kolde fødder i forhold til de citater, han har givet til Ekstra Bladet. (Foto: Ernst van Norde)
Martin Borre har fået kolde fødder i forhold til de citater, han har givet til Ekstra Bladet. (Foto: Ernst van Norde)

Vejles Martin Borre leverede tirsdag en både voldsom og opsigtsvækkende kritik af stemningen i VB-truppen, da han i Ekstra Bladet fortalte om spiller-druk og intern splid.

– Jeg kan som professionel spiller ikke leve med, at der i vores trup er spillere, der går på druk efter en midtuge-kamp og laver alle mulige mærkelige ting i løbet af natten, lød det blandt andet fra midtbanespilleren.

Ikke just behagelig læsning i Vejle-lejren, hvor direktør Henrik Tønder dog slet ikke kan genkende det beskrevne billede.

- Det billede, som artiklen i Ekstra Bladet, fremstiller kan jeg ikke genkende. Der er blevet og bliver arbejdet ekstremt seriøst på alle niveauer i Vejle Boldklub. Desværre har det ikke givet de ønskede resultater på banen, siger Henrik Tønder på Vejles hjemmeside og fastslår samtidig:

- Hvis nogle skulle være i tvivl, så har vi ikke oplevet fulde spillere til træning.

Noget kunne dog tyde på, at direktøren har haft en 'kammeratlig' samtale med Martin Borre efter dagens avislæsning.

Sidstnævnte har tilsyneladende fået kolde fødder og er på hastigt tilbagetog i forhold til de citater, han har givet til Ekstra Bladet.

- Ekstra Bladets artikel overdramatiserer, at folk skulle møde bagstive op til træning og konstant være på druk, passer simpelthen ikke. Jeg kan ikke genkende mine udtalelser om druk i artiklen. Det er langt fra et sandt billede af, hvad der foregår, siger Martin Borre.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere