Matchfixing-ekspert: Wichmann er ude på en glidebane

En ekspert mener, at Kristoffer Wichmann er ude på en glidebane efter de nye afsløringer

Kristoffer Wichmann (Foto: Lars Poulsen)
Kristoffer Wichmann (Foto: Lars Poulsen)

- Det er klart, at denne seneste udvikling svækker Wichmanns argumentation og troværdighed, fordi han har hævdet kun at have spillet på kampe, hvor hans hold skulle vinde.

- Det ændrer dog ikke min grundlæggende holdning voldsomt, om han spiller på sejr eller uafgjort. For jeg synes i forvejen, at det både er etisk og juridisk forkert overhovedet at spille på egne kampe, siger Jens Sejer Andersen, som er international chef i Play The Game, til Ekstra Bladet.

Organisationen arbejder for bedre etik og mere åbenhed i idrætten og var de første, der satte matchfixing på den internationale dagsorden med en konference tilbage i 2005.

Se også: Matchfixer håbede løgn ville rense ham

I disse dage er Jens Sejer Andersen til en stor konference i Kina om netop matchfixing – dog på et helt andet niveau end det, Kristoffer Wichmann bevæger sig på. Alligevel råber Play The Game-chefen vagt i gevær.

- Sagen dokumenterer og understreger bare, at spil på egne kampe bliver en glidebane, hvis man tager sig selv, sin sport og sin gambling en lille smule seriøst. For der kommer jo en dag, hvor man ved, at det i den kommende kamp vil være idiotisk at spille på sejr til sig selv. Ingen fodboldspiller vil ved sine fulde fem bilde sig selv ind, at man kan vinde alle sæsonens kampe.

- Derfor kommer de ud på et skråplan og en glidebane på et eller andet tidspunkt, og det er sagen her et glimrende eksempel på, siger Jens Sejer Andersen.

[[[

Overblik: Her er sagen om Kristoffer Wichmann

Den tidligere FC Vestsjælland-spiller Kristoffer Wichmann har fået nedsat sin karantæne med fem uger.

Læs her om fodboldspilleren Kristoffer Wichmanns sag, hvor han har spillet penge på kampe, han selv har deltaget i.

Dansk Boldspil-Unions (DBU) appeludvalg nedsatte mandag den tidligere FC Vestsjælland-spillers karantæne på seks måneder med fem uger. Dermed udløber karantænen med udgangen af juni.

Her er hovedpunkter i sagen:

* 4. februar idømte DBU Kristoffer Wichmann seks måneders karantæne for matchfixing.

* DBU's disciplinærudvalg fandt det bevist, at Wichmann via stråmænd havde spillet for mindst 9000 kroner på sejr til sin egen klub.

* Kristoffer Wichmann besluttede sig omgående for at anke afgørelsen til DBU's appeludvalg.

* FC Vestsjælland suspenderede Wichmann, mens sagen kørte i appelsystemet.

* 28. februar overdragede DBU sagen til politiet for at få undersøgt, om der var begået strafbare forhold.

* Wichmann erkendte i interview med Jyllands-Posten 2. april, at han havde spillet penge på kampe, han havde været involveret i, men han afviste at have deltaget i matchfixing.

* FC Vestsjælland efterkom 2. april et ønske fra Wichmann om at ophæve spillerens kontrakt, da han var påvirket af sagen. Wichmann nåede dermed ikke at spille kampe for FC Vestsjælland i foråret.

* 13. maj nedsatte DBU's appeludvalg straffen med fem uger, så den løber til og med 30. juni. Kristoffer Wichmann skal desuden betale en bøde på 25.000 kroner.

Afgørelsen kan appelleres til Danmarks Idrætsforbunds appeludvalg inden for fire uger.

]]]
0 kommentarer
Vis kommentarer