Horsens snubler igen

Efter to sejre i træk kom Horsens ned på jorden, da HB Køge vandt med 2-1. Lyngby blander sig igen i toppen

Konkurrenterne i landets næstbedste fodboldrække fortsætter med at give det formsvage tophold, Hobro, en ufrivillig hjælpende hånd i kampen om oprykning til Superligaen.

Skærtorsdag var det AC Horsens' tur til at kikse, da Johnny Mølbys tropper måtte sluge et nederlag på 1-2 på udebane til HB Køge.

Det var den lange forward Anders Kaagh, der sikrede sjællænderne sejren, da han midt i anden halvleg nåede højest efter et hjørnespark og headede bolden i nettet.

Se også: Trods skæv start: Superligadrømmen lever i Hobro

Dermed må Horsens konstatere, at holdet heller ikke denne gang fik gang i den stime af sejre, man uden tvivl havde håbet på.

Østjyderne gik ellers ind til kampen med to vunde kampe i ryggen, men HB Køge sørgede altså for et nyt tilbageslag, som der har været så mange af for superliganedrykkerne.

Horsens-kikseren betyder, at Hobro forbliver på førstepladsen efter 23. spillerunde, uanset hvordan holdet klarer sig langfredag mod Vendsyssel.

Se højdepunkter fra HB Køge-Horsens herunder:

HB Køge-Horsens 2-1: Se Horsens snuble i Herfølge

Men der er også andre hold, der kan hygge sig med Horsens' nederlag. Ikke mindst Lyngby, der igen er ved at blande sig i oprykningskampen.

Lyngby tog den forventede udesejr over bundproppen Marienlyst, der blev slået med 3-0. Topscorer Patrick Mortensen lavede to af Lyngbys scoringer og er nu oppe på 17 sæsonmål.

Lyngby har dermed 41 point og er lige i hælene på Horsens og Silkeborg, der begge har 42 point.

Silkeborg vandt torsdag en stensikker 5-1-sejr i Gladsaxe over AB. Hjemmeholdet var ellers foran 1-0, men Silkeborg tog over blandt andet ved hjælp af to mål af Emil Scheel.

Hobro topper rækken med 45 point.

0 kommentarer
Vis kommentarer