Ombejlet spiller bliver i HB Køge

Eddi Gomes er også HB Køge-spiller i morgen, selvom klubben har modtaget spandevis af tilbud på den lange midterforsvarer

Eddi Gomes (tv.) i duel med Henrik Toft fra AC Horsens. (Polfoto)
Eddi Gomes (tv.) i duel med Henrik Toft fra AC Horsens. (Polfoto)

Der har været særdeles megen rift omkring HB Køges Eddi Gomes i dette transfervindue, men forsvarsspilleren skal endegyldigt ikke nogen vegne. Som tipsbladet.dk kunne fortælle tidligere, var der bud fra flere navngivne Superliga-klubber, men ingen af dem lagde nok penge på bordet til at friste HB Køge.

De beholder således både Eddi Gomes og angrebsprofilen Jeppe Kjær som minimum indtil sommer.

Flere Superliga-klubber kæmper om Gomes

- Vi er meget tilfredse med at kunne holde fast i både Eddi og Jeppe. Der har været meget stor interesse fra flere Superligaklubber, og vi har afvist flere konkrete tilbud på dem begge.

- I HB Køge er vi i en situation, hvor vi har råd til at sige nej, når vi synes, at et tilbud ikke godt nok, og det er det, der er sket her. Ingen af de tilbud, vi har modtaget, har matchet vores, ikke urimelige, krav, siger bestyrelsesformand Henrik Normann Andersen til klubbens hjemmeside. 

Lyngby henter HB Køge-talent

Tilbuddene har ellers væltet ind i løbet af dagen. Faktisk i en sådan grad, at bestyresesformandens telefon nærmest ikke har været stille siden middag.

- Det har været en helt vild eftermiddag og aften. Telefonen har glødet konstant, og der har været megen snak med klubledere og agenter. Vi har aldrig rigtig vidst, om vi var købt eller solgt, siger han.