AC Horsens nedruster: Fyrer seks mand

AC Horsens kunne ikke sikre oprykning i den første sæson i 1. division, og nu slanker de administrationen til den nye virkelighed

Bo Henriksens kommende klub nedruster (Foto: Tariq Mikkel Khan)
Bo Henriksens kommende klub nedruster (Foto: Tariq Mikkel Khan)

Oprykningschancerne i AC Horsens er forsvindende lille, ja nærmest utopiske, her med tre runder tilbage af 1. division og otte point op til den oprykningsgivende andenplads. Derfor har klubben, der rykkede ud af Superligaen i 2013, valgt at slanke klubbens administration og indstille sig på endnu en sæson i det næstbedste selskab.

- Med baggrund i en på papiret meget lille chance for at efterleve målsætningen om oprykning til superligaen er vi tvunget til at reducere omkostningerne i AC Horsens. Alle sten bliver vendt i den kommende periode, og det er besluttet at reducere lønomkostningerne i klubbens administrative sektor, hvilket betyder, at vi desværre har været nødsaget til at afskedige seks medarbejdere.

- Det er en nødvendig manøvre for at sikre en fremtidig stabilisering af omkostningerne, og set i lyset af endnu en sæson i landets næstbedste række er dette et hårdt men nødvendigt skridt, skriver klubben i en pressemeddelelse.

Horsens har ikke meldt noget ud om, hvem de seks fyrede medarbejdere er, men Horsens-legenden Søren Jochumsen bekræfter overfor tipsbladet.dk, at han ikke er blandt de seks, der har fået prikket. Han fortsætter derfor i sin stilling som salgskonsulent.

Nyheden kommer to dage efter, at klubben har ansat ny træner i form af Bo Henriksen, der kommer til som afløser for Johnny Mølby. Henriksen kan formentlig se frem til at skulle arbejde med en mindre og billigere trup i den kommende sæson.

På spillersiden har klubben allerede sagt farvel til Nabil Aslam, mens spillere som Morten Rasmussen, Lasse Heinze, Henrik Toft, Søren Jensen og Esben Petersen også har kontratkudløb.

0 kommentarer
Vis kommentarer