Hvidovre bliver taber i nedrykningsdrama

Hvidovre må en tur i 2. division efter sidste spillerunde i Nordicbetligaen - tre klubber var i farezonen

Hvidovre må en tur ned i 2. division. (Arkivfoto: Henning Hjorth)
Hvidovre må en tur ned i 2. division. (Arkivfoto: Henning Hjorth)

Hvidovre ryger ud af Danmarks næstbedste fodboldrække efter nederlag til allerede oprykkede Hobro mandag eftermiddag. Det gør klubben på grund af en dårligere målscore end AB. Også Vendsyssel kunne være rykket ud.

Hvidovre tabte i Hobro med 0-2 til et hjemmehold, som blot med en sejr cementerede, at det skal spille i Superligaen i næste sæson. Sebastian Andersen og Mads Hvilsom scorede for Hobro i første halvleg.

Længe så det ellers ud til, at det var traditionsrige AB, som var på ved ned i 2. division. Akademikerne var bagud 0-2 ved pausen i hjemmekampen mod HB Køge. Men scoringer af Younes Namli og Linus R. Olsson efter henholdsvis 70 og 72 minutter sendte AB tilbage over nedrykningsstregen.

AB kom bagud igen med fire minutter tilbage, men i kampens overtid fik Nichlas Rohde udlignet til 3-3.

Dermed slutter både Hvidovre og AB på 36 point.

Vendsyssel, som var røget under nedrykningsstregen ved en skrivebordsafgørelse for få dage siden, vandt ude med 2-1 over Horsens, og var dermed ude af nedrykningskampen. Vendsyssel fik frataget tre point for at have indskiftet en ulovlig spiller i en kamp mod Silkeborg i maj.

Nu slutter Vendsyssel alligevel med 38 point og er to point over nedrykningsstregen. Marienlyst var forlængst rykket ud med bare 15 point - holdet tabte 26 af 33 kampe.

0 kommentarer
Vis kommentarer