Bombe: Agger tæt på trænerjob

Daniel Agger spøger i HB Køge som ny cheftræner for 1. divisionsklubben - klubben præsenterer ny trænerduo kl. 13.00

Daniel Agger meddelte sit stop som spiller i 2016.

1.divisionsklubben HB Køge kan være på vej med en nyhed, der vil sende chokbølger gennem dansk fodbold.

Ifølge Ekstra Bladets kilder rækker HB Køge efter stjernerne i jagten på den nye trænerduo. Daniel Agger er et af de navne, den ambitiøse klub angiveligt har ført samtaler med.

Han er – ifølge Ekstra Bladets oplysninger – stærkt i spil til cheftrænerjobbet i HB Køge.

Den tidligere landsholdsanfører og Liverpool-spiller valgte for små fem år siden at indstille karrieren.

Han bor i dag i Spanien, men er begyndt på uddannelsen som træner, da han er i gang med at tage den såkaldte A-licens.

Daniel Agger er i spil til det ledige trænerjob i HB Køge. Ifølge Ekstra Bladets oplysninger har klubben ført samtaler med Agger om trænerjobbet. Klubben præsenterer ny træner kl. 13.00 onsdag. Foto: Jan Sommer.
Daniel Agger er i spil til det ledige trænerjob i HB Køge. Ifølge Ekstra Bladets oplysninger har klubben ført samtaler med Agger om trænerjobbet. Klubben præsenterer ny træner kl. 13.00 onsdag. Foto: Jan Sommer.

Tætte relationer til Agger
Her til formiddag har HB Køge inviteret til pressemøde kl. 13.00 og for kort tid siden lagde klubben en teaser ud på de sociale medier ledsaget af en tekst om, at der er spændende nyheder på vej. Teaseren afsluttes med et budskab om, at der er en ny trænerduo på vej i HB Køge.

Trænerjobbet i HB Køge er blevet ledigt, fordi Auri Skarbalius til sommer tiltræder en nyoprettet stilling som teknisk direktør for Capelli Sport-netværket, der dækker klubber på flere kontinenter, i Europa, i Afrika, i USA. I Danmark er klubberne HB Køge og Roskilde KFUM.

Direktør i HB Køge er Per Rud, der som sportsdirektør i Brøndby var med til at hente Daniel Agger hjem til Brøndby. Brøndbys tidligere kommunikationsdirektør Anders Bay er Per Ruds højre hånd i HB Køge, og Bay har bevaret relationen til Daniel Agger, efter at Agger indstillede karrieren. Det er disse forhold, der er med til at nære spekulationerne om det scoop, det vil være at kunne præsentere Daniel Agger som ny spidspids for Capelli Sports satsning på HB Køge.

HB Køge viste muskler i transfervinduet i januar, da klubben hentede Mike Jensen hjem fra Cypern. Sportsligt peger pilen også opad. Det lykkedes HB Køge at kvalificere sig til slutspillet i 1.division på det yderste mandat.

Daniel Agger spillede i mere end otte år i Liverpool og sluttede karrieren i Brøndby tilbage i 2016. Nu kan et cheftrænerjob i HB Køge blive fremtidens udfordring. Foto: Lars Poulsen.
Daniel Agger spillede i mere end otte år i Liverpool og sluttede karrieren i Brøndby tilbage i 2016. Nu kan et cheftrænerjob i HB Køge blive fremtidens udfordring. Foto: Lars Poulsen.

Det lyder spektakulært
Ekstra Bladet fangede Anders Bay på telefon her til formiddag. Da vi konfronterede ham med rygterne om, at Daniel Agger er et emne til at blive ny cheftræner i HB Køge, svarede han:

- Det lyder godt nok spektakulært. Ringer du fra Skydeteltet på Bakken? Kig forbi kl. 13.00, så må vi se, om vi kan leve op til dine sprøde forventninger eller om vi skal komme med bortforklaringer i Komiske Ali-klassen, siger Anders Bay til Ekstra Bladet.