Skæbnen er fortsat ukendt for fodboldklubben Jammerbugt FC, men ifølge forretningsmanden Per Mariager, er der lagt et bud fra lokale investorer.
Mariager, der også er storsponsor for 1.-divisionsklubben med firmaet Senia, fortæller i et interview med Nordjyske, at buddet ikke helt matcher klubejer Klaus-Dieter Müllers forventninger.
- Vi har budt en million kroner, og her er det et indbygget krav, at de penge bliver deponeret på en konto. Så kan kreditorer få deres penge, og så må vi se, hvad der er tilbage til Klaus-Dieter Müller.
- Det er det nuværende bud, og vi kommer ikke til at byde op, snarere ned, hvis vi skal komme med et nyt bud, siger han til Nordjyske.
Ifølge det regionale medie vil den tyske ejer have 1,2 millioner euro for klubben. Det svarer til lidt over otte millioner kroner.
I sidste uge kom det frem, at flere spillere ikke havde fået løn for den forgangne måned, og flere erhvervsdrivende manglede også penge fra klubben.
Spillerforeningen sendte et påkrav til klubben om, at spillerne skulle have løn senest lørdag, men da det blev søndag, manglede flere spillere stadig at modtage deres hyre.
Müller havde ellers lovet, at pengene ville komme. Han var ikke til stede, da holdet søndag besejrede Esbjerg 2-1 i et vigtigt bundopgør.
Klubben oplyste ifølge TV 2 Nord, at han var sygemeldt.
Det vides endnu ikke, om der bliver indgivet en konkursbegæring, om klubben kommer på nye hænder, eller om lønnen bliver overført som lovet.
Søndagens sejr over Esbjerg har stor betydning for holdets muligheder for at overleve i 1. division. Jammerbugt er stadig sidst i landets næstbedste fodboldrække, men nu er der kun to point op til Esbjerg på den rigtige side af nedrykningsstregen.