Søndag var der store smil i Roskilde, og øllet flød i domkirkebyen.
På næstsidste spilledag reddede FC Roskilde livet i 1. division, og det blev fejret, som den slags nu gør. Men glæden blev kort for spillerne.
For klubben har store økonomiske tømmermænd efter nogle sæsoner, hvor man under tidligere ejer Bo Tue Knudsen levede over evne, og nu ønsker den nye klubejer, Carsten Salomonsson, at spænde livremmen gevaldigt ind.
Han har meddelt spillertruppen, at det er slut med fuldtidsfodbold i Roskilde, og både onsdag og torsdag har en række spillere været indkaldt til individuelle samtaler med klubejeren.
Sjællandske Medier skriver, at der er tale om en lønnedgang på mod 60 pct. Det tal, har Ekstra Bladet ikke fået bekræftet, men kilder siger, at der bliver tale om ’en voldsom lønnedgang’ for hovedparten af spillerne.
Frivillig nedrykning
Ifølge Ekstra Bladets oplysninger er spillerne blevet bedt om at sige ja til en individuel forhandling med henblik på at gå ned i løn.
Og de er også blevet præsenteret for et alternativ, hvis de ikke skulle være indstillet på en frivillig lønnedgang.
I så fald skulle Roskilde være parate til at frivilligt at rykke ned i 2. division.
Flere spilleres kontrakter ophæves automatisk, hvis man rykker ned, mens der i andre kontrakter er en klausul, der regulerer lønnen ved nedrykning.
I givet fald vil de få en deltidskontrakt. Her er minimumsløn aktuelt lige under 12.000 kr. om måneden, og ifølge Ekstra Bladets oplysninger er ’2. divisionslønnen’ i Roskilde-kontrakterne kun en smule over.
Til sammenligning skal man som klub i dag som minimum betale 21.366 kr. om måneden, hvis man vil have en spiller på en fuldtidskontrakt.
Møde med Spillerforeningen
I 2018 havde FC Roskilde lønudgifter på knap 10,6 mio. kr. Langt de fleste går naturligvis til spillertruppen, og man skyder næppe helt forbi, hvis man gætter på, at lønbudgettet skal halveres.
1. divisionsklubben kom ud af 2018 med et minus på over 6,3 mio. kr. og overlevede kun med nød og næppe en konkurs tilbage i marts.
Der blev tilført nye penge, men allerede der stod sparekravet klar. Carsten Salomonsson ønsker balance inden 1. oktober, og det kræver, at der skæres omkring fem mio. kr. primært af af lønudgifterne.
Ifølge Ekstra Bladets oplysninger mødes Roskilde-spillerne fredag med deres fagforening, Spillerforeningen.
Modkravet fra spillerne vil formentlig blive, at de skal have lov at kunne skifte transferfrit væk fra Roskilde samt få nogle lønkroner tilbage på et senere tidspunkt, hvis klubben skulle komme på fode igen.
FC Roskilde spiller lørdag sæsonens sidste kamp mod HB Køge - muligvis med 60 pct. nedsat motivation …
Svimlende sponsorat: Dansk gigant lægger halv milliard
Avis: Dansk træner er favorit i græsk topklub