Dansk klub hårdt ramt af matchfixing: Nu fyrer de træneren

Uro om mulig matchfixing har præget den seneste tid i FC Roskilde. Tirsdag er assistenttræneren blevet fyret

Hvordan rammer Lønstrups anklager om matchfixing spillerne i FC Roskilde? Gisle Thorsen og Mads Wehlash udlagde teksten dagen efter Lønstrups anklager mod spillertruppen. Producer: Martin Lorentsen

FC Roskilde har tirsdag fyret assistenttræner John Bredal. Det skriver Sjællandske Medier på hjemmesiden sn.dk.

Fyringen skyldes den økonomiske situation i 1. divisionsklubben, der ifølge den fyrede assistent er i gang med at drosle ned til deltidsfodbold.

- Det er helt fint for mig. Vi er helt forskellige steder. FC Roskilde skal på deltid, og det er ikke min plan. Jeg har kunnet læse om fyraftensfodbold i Roskilde, lønnedgang og alt, siger John Bredal til sn.dk.

Bredal har tidligere været assistenttræner i FC Nordsjælland og OB. Han begyndte i klubben sammen med cheftræner Christian Lønstrup i starten af den netop afsluttede sæson.

Der er i øjeblikket en del uro i FC Roskilde, efter at Christian Lønstrup for nylig beskyldte nogle af sine spillere for at have deltaget i matchfixing af klubbens kampe.

Det førte omgående til en suspendering af Lønstrup, mens sagen bliver undersøgt af Danmarks Idrætsforbund. Der er endnu ikke draget nogen konklusion i sagen.

Ifølge sn.dk sagde Christian Lønstrup i sidste uge sit job op i 1. divisionsklubben. Han står dog fortsat opført som manager på klubbens hjemmeside.

FC Roskilde var længe indblandet i nedrykningskampen, men det lykkedes at blive i landets næstbedste række med en sejr i næstsidste spillerunde over Fredericia.

Gennem sæsonen har der været en del trænerudskiftninger i Roskilde, da Rasmus Monnerup blev fyret i september. Den midlertidige afløser Bo Storm stoppede få dage senere.

Da Christian Lønstrup tidligere i maj blev suspenderet, fik angrebstræner Peter Foldgast det midlertidige ansvar.

8 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere