Fredagens 1. divisionskamp mellem FC Helsingør og Næstved måtte afbrydes, da en tilskuer faldt om i pausen.
Tilskuerens liv stod ikke til at redde, og FC Helsingør har lørdag delt flere oplysninger om den tragiske begivenhed.
På FC Helsingørs hjemmeside skriver klubben, at den afdøde Tom Lund Ewald blev ramt af et ildebefindende og efterfølgende hjertestop.
- Det er med tungt hjerte, at vi i dag kan meddele, at hændelsen på Helsingør Stadion under gårsdagens kamp mod Næstved involverede et utroligt værdsat og betydningsfuldt medlem af FC Helsingør familien.
- Omstændighederne er tragiske og alle involverede er utroligt berørte og føler med Toms nærmeste, heriblandt hans kone og tre børn, hvoraf hans ene søn Christian var tilstede på stadion, idet han vikarierede som stadionspeaker, skriver FC Helsingør.
- Tom var omgivet af venner og familie og tog herfra i hans helt egen ånd. Han arbejdede for klubben han elskede og skulle selvfølgelig også herfra i forbindelse med en fodboldkamp på Helsingør Stadion.
FC Helsingørs bestyrelsesformand, Finn Moseholm, udtalte fredag til Helsingør Dagblad, at det stadig er alt for tidligt at tage stilling til, hvornår fredagens kamp skal spilles færdig.