Drama i topbrag: Dommeren stjal fokus

Silkeborg blev reddet af en kontroversiel dommerkendelse, da 'Slaget om Superligaen' endte uden vinder

SILKEBORG (Ekstra Bladet): Sjældent har 1. division duftet så meget af Superliga.

9.117 tilskuere var på plads denne solbeskinnede tirsdag på det imponerende Jysk Park til ’Slaget om Superligaen’ som topkampen mellem lokalrivalerne fra Silkeborg og Viborg er blevet døbt.

Ølhanerne var tørlagt allerede en time før kampstart, så der var ikke noget at sige til, at stemningen var i top. Tilskuerne krydrede ’indsatsen’ med en flot tifo, imponerende lydkulisse og et ’romer’lysshow af dimensioner inden kickoff.

På den velklippede kunstgræsbane levede 1. divisions nummer 1 og 2 op til rammerne uden for. Først Viborg og senere Silkeborg fik slag ind, men sværvægtskampen endte 2-2 i en velspillet affære, hvor en kontroversiel dommerkendelse blev vendepunktet.

Der skulle ellers ikke gå mere end ti minutter af opgøret, før Jeppe Grønning spolerede stemningen på det udsolgte Jysk Park.

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
 

Den lille runde hoppede og dansede rundt i feltet efter et velslået hjørnespark fra Mikkel Agger, inden Mikkel Knudsen fik kanoneret kuglen på overliggeren. Returen fik keeper Oscar Hedvall fumlet hen for fødderne af Viborg-anføreren, der prikkede føringsmålet ind blandt venner og fjender.

Gæsterne fortsatte med at trykke det urutinerede hjemmehold i bund, og bare tre minutter efter åbningsscoringen forvandlede Mikkel Agger på ny feststemningen til stilleleg i Søhøjlandet. Christian Sivebæk dansede sig fri og slog et tidligt indlæg i feltet, som den tidligere Sarpsborg-spydspids fladt sparkede i kassen.

Viborg beviste i første halvleg, at det var mænd mod drenge. Særligt på dødbolde blev de lette SIF’ere kyset fuldstændig. Når der ikke blev lagt et tungt pres på dødbolde, så gjorde Christian Sivebæk og Jeff Mensah hvad der passede dem på kanterne. Viborg kunne have været foran med mere end to.

Jo, Silkeborg var klædt af. Og så endda for fulde huse.

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
 

Men med fem minutter igen blev værterne inviteret ind i kampen igen af dommer Henrik Overgaard. Ingvar Jonsson leverede en kongeredning på Jeppe Okkels’ hårde afslutning, og returen ramte Simon Trier, således at bolden rullede tilbage i favnen på den islandske målmand. Det takserede Henrik Overgaard til et indirekte frispark i Viborg-feltet til stor protest fra udeholdet.

Den gyldne mulighed tyrede Plaffeministeren, Ronnie Schwartz, op i nettaget, og så lettede det ikke-eksisterende tag på Jysk Park. Dybt kontroversielt kald af dommeren.

Reduceringen skabte et naturligt Silkeborg-momentum, som fortsatte efter pausen. Der skulle heller ikke gå mere end fire minutter, før der var balance i regnskabet.

Ingen ringere end Ronnie Schwartz stod klar foran målet, da Svenn Crone leverede et fantastisk forarbejde i højre side afsluttet med et smukt cutback. Dermed er Plaffeministeren på 21 sæsontræffere i den næstbedste række. Det kan blive ’guld’ værd for Silkeborg.

Ingen af parterne formåede at sætte det afgørende stød ind i anden akt, og dermed lever oprykningsdramaet i bedste velgående inden de sidste to runder af 1. division.

Silkeborg topper rækken med 55 point - ét enkelt foran Viborg, der har fire point ned til Fremad Amager.

Sport og Spil Veteraner tager tyren ved hornene: Det er skræmmende

Se også: Røde lamper: Helt ekstraordinært i dansk fodbold

Foto: Jens Dresling 1. division - 14. maj. 2019 - kl. 19:36 Efter matchfixing-anklager: Manager suspenderet

Lønstrup anklagede sine spillere for matchfixing til et spillermøde i mandags. Foto: Jens Dresling 1. division - 14. maj. 2019 - kl. 11:48 Skandale i dansk fodbold: Toptræner beskylder egne spillere for matchfixing

Se også: Lyngby har cheftræneren på plads

14 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i fodbold
Seneste i fodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere