Vestenvinden blæser noget kraftigere end normalt i Esbjerg, hvor cheftræner Peter Hyballas kontroversielle træningsmetoder og uenigheder med spillertruppen har ført klubben ud i en markant modvind.
I en kort kommentar til Ekstra Bladet fortæller den mangeårige Esbjerg-mand Lars 'Lungi' Sørensen, som tidligere har været aktiv spiller og cheftræner, at han er bekymret over den kaotiske udvikling.
- Det gør et indtryk på mig, at spillerne ikke får ro til at udvikle sig. Det er trist for de unge spillere, de forsøger jo at udvikle sig. Både som mennesker og som fodboldspillere, siger han.
Tavshed om Hyballa
Den 52-årige tidligere træner er dog noget forbeholden, når han bliver spurgt ind til de træningsmetoder, som den nuværende cheftræner Peter Hyballa benytter sig af.
- Det har jeg ingen kommentar til, fortæller han i en SMS til Ekstra Bladet.
Lars 'Lungi' Sørensen startede som ung fodboldspiller i Esbjerg fB og spillede 160 førsteholdskampe for klubben.
Efter sin aktive karriere har han både været ungdomstræner, Superliga-træner, assistenttræner og til sidst midlertidig cheftræner i klubben.
Han stoppede i Esbjerg i februar dette år.
Spillerne kan brokke sig, lige så meget de vil. Kun en gruppe kan tvinge Esbjergs kontroversielle træner ud (+)