Esbjerg løj for Arbejdstilsynet

Esbjerg har ikke talt sandt til et møde med Arbejdstilsynet, der derfor ikke har rykket på sagen i 11 dage

Esbjerg løj for Arbejdstilsynet

EfB's talsmand for ejerkredsen, Paul Conway, har hidtil nægtet at tale med Ekstra Bladet om Hyballa og spillernes brev, her 29. juli.

Uvejret fortsætter i Esbjerg fB, hvor 21 spillere er stået frem i et åbent brev til klubbens ledelse, hvor de kritiserer cheftræner Peter Hyballa for fysisk og psykisk afstraffelse.

Spillerforeningen har meldt sagen til Arbejdstilsynet, som har besøgt 1. divisionsklubben 22. juli og holdt et møde med adm. direktør Brian Knudsen, bestyrelsesnæstformand Palle Guldager Kristensen, bestyrelsesmedlem Henrik Jensen og arbejdsmiljørepræsentant Hans Weis Bechmann.

På mødet blev det besluttet, at Arbejdstilsynet afventer at foretage yderligere, da Esbjerg fB oplyser, at man vil lave en intern undersøgelse af forholdene i klubben foretaget af en ekstern rådgivervirksomhed.

Det fremgår af en aktindsigt, som Ekstra Bladet har fået i sagen.

Det helt afgørende, for at Arbejdstilsynet trækker følehornene til sig, er, at Esbjerg fB til mødet oplyser, at den interne undersøgelse kommer til at sikre spillerne anonymitet. Det er samme tilgang, som Arbejdstilsynets undersøgelse vil have...

Problemet er bare, at Esbjerg fB's direktør, Brian Knudsen, samme dag går ud i Ekstra Bladet og fortæller, at den interne undersøgelse på ingen måde bliver anonym.

- Anonymitet duer ikke, når man skal finde ud af, hvad der er op og ned. Vi ønsker, sandheden kommer frem, og at det bliver fortalt til en uvildig rådgiver. Det er helt frivilligt, om man vil deltage, og processen er i mine øjne rimelig og forsvarlig, sagde Brian Knudsen til Ekstra Bladet 22. juli.

Det står ligeledes sort på hvidt i det papir, som advokatfirmaet har udleveret til spillerne i Esbjerg fB, at 'oplysningerne som du giver til os, kan blive offentliggjort i en ikke-anonymiseret form'.

Artiklen fortsætter efter billedet.

EfB-direktør Brian Knudsen kan ikke blive enig med sig selv om, hvorvidt anonymitet skal indgå i Esbjergs interne undersøgelse eller ej. Foto: Ernst van Norde
EfB-direktør Brian Knudsen kan ikke blive enig med sig selv om, hvorvidt anonymitet skal indgå i Esbjergs interne undersøgelse eller ej. Foto: Ernst van Norde
 

Det stemmer ikke overenes med Brian Knudsens forklaring til Arbejdstilsynet på mødet 22. juli, og helt konkret betyder det, at Esbjerg fB har talt usandt og derved købt sig selv og klubben tid.

Der er reelt ikke sket noget i sagen fra Arbejdstilsynets side siden 22. juli, da Esbjerg fB fik tre uger til at indgive resultatet af undersøgelsen.

Spillerforeningen har tidligere opfordret spillerne i Esbjerg til ikke at deltage i en undersøgelse, der ikke kan sikre anonymitet, og direktør i Spillerforeningen Michael Sahl Hansen er rystet over Esbjerg fB's metoder overfor Arbejdstilsynet.

- Arbejdstilsynet må hurtigst muligt afsted igen, for vi kan ikke leve med, at unge mennesker oplever denne slags adfærd dagligt, og at ledelsen leverer usandheder overfor Arbejdstilsynet, siger Michael Sahl Hansen til Ekstra Bladet og fortsætter.

Artiklen fortsætter under billedet.

Det er Peter Hyballas mandskabsbehandling og arbejdsmetoder, sagen drejer sig om. Foto: Ernst van Norde
Det er Peter Hyballas mandskabsbehandling og arbejdsmetoder, sagen drejer sig om. Foto: Ernst van Norde
 

- Vi ved, der fortsat drives psykisk chikane mod spillerne i EfB på daglig basis. Unge spillere der svines til for at stå sammen med deres holdkammerater. Vi taler spillere helt ned til under 18 år.

- Senest så vi et Esbjerg-hold, hvor man havde sendt spillere, der normalt ville være i betragtning, enten på bænken eller helt ud af truppen.

- Det er beskæmmende at se, at ledelsen ikke tager det alvorligt, og at de sidder i samme båd som træneren, siger direktøren i Spillerforeningen.

Konfrontation med adm. direktør i Esbjerg, Brian Bo Knudsen:

Brian Knudsen, EfB har holdt et møde med Arbejdstilsynet 22. juli. Er det korrekt, I fortæller Arbejdstilsynet, at I vil foretage en intern undersøgelse, der baserer sig på anonymitet? 

- Det er korrekt, at vi holder et møde, hvor vi fortæller, at vi henter en ekstern rådgiver ind for at opklare, hvad der er rigtigt og forkert i denne sag. 

Men fortæller I arbejdstilsynet, at jeres undersøgelse baserer sig på anonymitet? 

- Jeg kan ikke huske præcist, hvad der blev sagt til det møde. Men vi diskuterer i hvert fald, hvad vi vil og skal gøre i EfB for at løse problemet i den kommende periode. 

Det er bare fordi, du samme dag siger til Ekstra Bladet, at anonymitet ikke duer, når I vil lave jeres interne undersøgelse. 

- Det kan jeg ikke huske, men hvis du har citeret mig sådan, så kan det være, jeg har svaret dig på noget andet. 

Men kan du forstå, at det virker som om, I har talt usandt, når man læser aktindsigten i sagen og så dine citater til Ekstra Bladet samme dag? 

- Det kan jeg ikke kommentere på, for jeg har en positiv tilgang til at få løst dette problem, og det er det, som konstant er i fokus hos mig og i Esbjerg fB.

- Jeg kender ikke det endelige udfald af den undersøgelse, som vores eksterne rådgiver er ved at udfærdige. Når den er klar, så vil jeg meget gerne diskutere sagen yderligere, dog uden offentliggørelse af rapporten. 

Det virker, for mig, som om, at I har syltet sagen i 11 dage, fordi I fortæller Arbejdstilsynet én ting og gør noget andet. 

- Det er ikke sådan, tingene hænger sammen. Denne sag er blevet taget yderst seriøs i EfB, og vi har været nødt til at se, hvor røgen stammer fra, før vi kan slukke ilden.

- Efterfølgende har vi så nu modtaget det åbne brev med underskrifter. Det er er glædeligt, for så er det ikke længere kun anonymitet, men navne, således vi kan kontakte spillerne. Dette vil selvfølgelig sammen med resultatet af undersøgelsen indgå i vores samlede arbejde om fremtiden.

- Vi har siden besøget af Arbejdstilsynet selvfølgelig arbejdet på løsninger, ligesom vi også er i kontakt med andre eksterne autoriserede firmaer, således vi kan få åbnet og løst situationen.  

Spillerforeningen var ude at sige, at en intern undersøgelse uden anonymitet ikke ville gavne noget, da de ville råde spillerne til at afstå fra at deltage. Kan du reelt bruge jeres undersøgelse til noget? 

- Det kan jeg jo ikke svare dig på før jeg nærlæst rapporten,  men det er rigtigt, at Spillerforeningen var ude at sige, at de frarådede at deltage i vores interne undersøgelse grundet manglende anonymitet.

- Jeg ved ikke pt.  hvor mange, der har deltaget i undersøgelsen. Men med henblik på det videre arbejde har jeg glædelig vis registreret at nogle af spillerne nu har valgt at bryde anonymiteten via brevet.

Ekstra Bladet har været i kontakt med Arbejdstilsynet, der giver følgende kommentar på mail:

- Arbejdstilsynet kan oplyse, at når vi har modtaget EfB Elite A/S’s undersøgelse og handlingsplan, vil Arbejdstilsynet vurdere materialet og det videre forløb.

Læs meget mere om forholdene i Esbjerg her (PLUS+)