Ove P.: Kan ikke stå og være utilfreds

Ove Pedersen kan godt leve med nederlaget til FCK, selv om det irriterer ham, at afgørelsen faldt efter en dødbold

Normalt er FC Vestsjælland skarpe på dødbolde, men i dag vandt FCK på en af slagsen over FC Vestsjælland. (Foto: Jakob Jørgensen)
Normalt er FC Vestsjælland skarpe på dødbolde, men i dag vandt FCK på en af slagsen over FC Vestsjælland. (Foto: Jakob Jørgensen)

FC Vestsjælland har tidligere på sæsonen taget point i Parken, og lørdag var oprykkerne tæt på at gøre det igen, men i 2. halvleg dukkede indskiftede Marvin Pourié op efter en dødbold og headede hjemmeholdet til en 1-0-sejr. Dermed måtte Slagelse-klubben tage fra København uden point og uden scoringer.

Der blev dog hverken sparket til inventaret eller kastet med ting og sager i vestsjællændernes omklædningsrum efter kampen.

Se også: TV: Her redder problembarn FCK

- Jeg synes, der lå point og ventede på os i dag, men man må selvfølgelig også erkende, at FCK-sejren var fortjent målt på chancer. Vi skaber ikke nok chancer i dag, og det var vores helt store problem, men FCK er ikke et hold, man bare skaber chancer imod.

- De har lært at forsvare, siden vi var her sidst. Men jeg kan ikke stå her og være utilfreds, selv om det ærgrer mig, at det er på en dødbold, de scorer sejrsmålet, siger FCV-træner Ove Pedersen.

Se også: Kritik af FCK’s bane: Mudder!

Han evaluerer efterårssæsonen på følgende måde:

- Vi har i min optik præsteret bedre, end tavlen viser - heldigvis. Der har været mange gode præstationer undervejs, så jeg vil sige, at det er godkendt. Men heller ikke mere, lyder det fra Ove Pedersen.

FC Vestsjælland har taget point fra samtlige hold undtagen Viborg i denne sæson.

Læs mere om fodbold på Tipsbladet.dk

0 kommentarer
Vis kommentarer