TV: Aaaav! FCN-profil bliver stemplet i skridtet

Ivan Runje så både sol, måne og stjerner, efter at han blev sparket i skridtet af Morten Bertolt

SLAGELSE (Ekstra Bladet): Det er en mandeting. Det der med at se et klip, hvor en fodboldspiller får en bold eller en støvle lige i skridtet - og så efterfølgende nærmest selv vride sig i smerte hjemme i sofaen.

Sådan en episode indtraf i mandagens i øvrigt drønkedelige superligakamp mellem FC Vestsjælland og FC Nordsjælland.

Se også: TV: Vanvittig stempling giver kun gult

Her fik gæsternes Ivan Runje lige akkurat prikket bolden forbi hjemmeholdets Morten Bertolt, der derfor sparkede et stort hul i luften - og plantede støvlen lige i skridtet på kroaten, der i store smerter faldt mod grønsværen i Slagelse.

- Ja, han ramte mig lige der, hvor det gør ondt. Jeg var selv chokeret, og når man ser billederne igen, så ser det helt vildt voldsomt ud. Jeg håber, at jeg ikke får varige mén af tacklingen, siger Ivan Runje til Ekstra Bladet om episoden.

Se også: Gabende nullert i Slagelse

Morten Bertolt, der selv tidligere i kampen havde været offer for en stempling fra Anders 'AC' Christiansen mener nu ikke, at der er så meget at skrive om. I hans optik overspiller Ivan Runje situationen.

- Jeg rører ham næsten ikke. Han overspiller den gevaldigt. Der er kontakt, men det er meget lidt, så han overdriver, siger Morten Bertolt.

0 kommentarer
Vis kommentarer