TV: Vanvittig stempling giver kun gult

FC Nordsjællands Anders Christiansen slap med gult for voldsom stempling af FC Vestsjællands Morten Bertolt - burde han have haft rødt?

Morten Bertolt ømmede sig efter den hårde medfart.
Morten Bertolt ømmede sig efter den hårde medfart.

Der var ikke mange, der talte om målene og det flotte spil i Slagelse mandag aften, hvor FC Nordsjælland gæstede FC Vestsjælland. Det var der en grund til: Ingen af delene var til stede.

Til gengæld var der masser af dramatik allerede fra start.

For opgøret var kun godt ti minutter gammelt, da FC Nordsjællands Anders Christiansen og FC Vestsjællands Morten Bertolt tørnede sammen i en duel om bolden.

Umiddelbart vandt Bertolt duellen, men det blev med enorme smerter, da 'AC ' stemplede ham på knæet og låret.

Se også: Gabende nullert i Slagelse

En grim situation, der af dommer Peter Kjærsgaard-Andersen blev tolket til et gult kort til FCN-spilleren.

I TV3 Sports studie var ekspertkommentator Jesper Grønkjær af en anden mening:

- Jeg er slet ikke i tvivl om, at der skulle have været uddelt et rødt kort der.

- Han kommer med løftede knopper 20 cm over jorden. Det burde have været en udvisning der, siger Jesper Grønkjær.

Se også: Dommen over bundgyset: De to hold rykker ned

De to kombattanter, der er gamle holdkammerater i Lyngby, tog efter kampen situationen med et smil.

- Jeg håber ikke, at det var med vilje. Men han er jo kendt for at have et iltert temperament, sagde Morten Bertolt med et smil til Anders Christiansen, der var hurtig til at beklage.

- Det var ikke med vilje. Jeg kunne aldrig tackle en spiller på den måde med vilje. Når jeg ser den her på tv, så ser den lidt uheldig ud. Men der var ingen onde intentioner med den, forsikrede Anders Christiansen.

0 kommentarer
Vis kommentarer