Nedrykkeren: Der er interesse for topscoreren

10 gange scorede Rasmus Festersen for nedrykkerne FC Vestsjælland. Han har selv talt om at skifte klub, men det bliver ikke billigt at købe ham fri

(Foto: Jens Dresling)
(Foto: Jens Dresling)

Den 28-årige FC Vestsjælland-angriber Rasmus Festersen rykkede med sin klub ud af Superligaen, men på det personlige plan havde angriberen et stærkt år, hvor han med 10 mål blev klubbens topscorer og ligaens femtemest scorende spiller. Den stærke sæson har ikke overraskende fået rygter om større klubber til at dukke op, og Festersen har også udtalt, at han gerne vil smede, mens jernet er varmt.

Han har nemlig chancen for at score en god kontrakt og prøve noget nyt. På rygteplan har klubber som OB, FC Nordsjælland og Brøndby IF haft et godt øje til angriberen, men han foretrækker selv at komme til udlandet. Festersen har et år tilbage af sin kontrakt, så hvis FC Vestsjælland skal score en transfersum på angriberen, skal det nok være nu, klubben sælger. Sportsdirektør i FC Vestsjælland, Jacob 'Gaxe' Gregersen taler dog ikke just prisen på angriberen ned.

Se en af Festersens ti kasser her:


- Vi bestemmer heldigvis selv, om han skal sælges, så vi er ikke så pressede af interesse. Men jeg skal da være ærlig og sige, at jeg godt kan mærke, der er interesse for ham, og så har jeg ikke så meget yderligere at sige om det ud over, at han har leveret på et højt niveau for os. Hvad, der kommer til at ske, er gisninger, og vi tager det, hvis der kommer noget, siger sportsdirektøren til tipsbladet.dk.

Rasmus Festersen har tidligere spillet i Kjellerup og Silkeborg, inden han i 2008 skiftede til 2. Division og Slagelse. Siden skiftede klubben navn til FC Vestsjælland, og kun afbrudt af et halvt år i Australien har Rasmus Festersen været med hele vejen for FC Vestsjælland. Det kunne derfor tænkes, at Festersens anciennitet kan få klubben til at sælge ham, skulle det være angriberens ønske.

Festersen er en mand for vigtige mål:

- Der er ingen tvivl om, at hvis en spiller kommer med et ønske om at blive solgt, og tingene hænger sammen, så ser vi også positivt på det. Men hænger tingene ikke sammen, så ser vi ikke positivt på det. Det gælder sådan set for nummer et til 45 i vores trup, siger 'Gaxe' og forklarer:

- Men det er klart, at vi anerkender, at Festersen har været en del af Vestsjælland siden starten, og det er en fyr, der er meget vellidt her.

FC Vestsjælland-topscoreren fortalte til tipsbladet.dk i løbet af foråret, at han så dette transfervindue som den måske sidste chance for at komme til udlandet og tjene penge på at spille fodbold.

2 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere