Fodbold-profils kæreste ramt af akut leukæmi: Så alvorligt er det

Overlæge forklarer, hvor alvorlig kræftsygdommen leukæmi er, og hvilke chancer der er for overlevelse

Overlægen Morten Krogh Jensen forklarer, hvor alvorlig leukæmi er. En sygdom fodboldspilleren Oliver Thychosens kæreste på tragisk vis har fået konstateret. Foto: Lars Poulsen)
Overlægen Morten Krogh Jensen forklarer, hvor alvorlig leukæmi er. En sygdom fodboldspilleren Oliver Thychosens kæreste på tragisk vis har fået konstateret. Foto: Lars Poulsen)

Lørdag meddelte Vejle Boldklub på sin hjemmeside, at profilen Oliver Thychosen er væk fra spillet på ubestemt tid. Hans kæreste har fået konstateret pludselig kræft, akut leukæmi, under et ophold i Spanien. Derfor vil 23-årige Thychosen være ved hendes side.

Akut leukæmi (også kaldet akut blodkræft, red.) er en for hurtigt fremadskridende kræftsygdom i de bloddannende celler i knoglemarven. Og som enhver anden kræftform er det en alvorlig ting. Det fastslår overlægen Morten Krogh Jensen, der også er speciallæge i leukæmi, ved Roskilde Sygehus. 

Se også: Kæresten ramt af kræft: Profil ude på ubestemt tid

Han forklarer, hvor alvorlig sygdommen er, og hvad chancerne for overlevelse er. 

- Hvad er chancerne for overlevelse, hvis man har fået konstateret akut leukæmi?

- Det kommer blandt andet an på, hvilken form for akut leukæmi, man har, siger Morten Krogh Jensen til Ekstra Bladet og uddyber:

- Der findes to forskellige former for akut leukæmi. Der er børneleukæmi, akut lymfatisk leukæmi (ALL), og så er der voksenleukæmi, akut myeloid leukæmi (AML). Hvis hun har børneleukæmi, så er der vældig god prognose med behandling ved meget hård kemoterapi, hvor man får behandlingen over to til to og et halvt år. Der er cirka 80 til 85 procent, der helbredes hvert år af denne sygdom. Denne behandling er indført af Professor Henrik Birgens, Herlev Hospital, her i landet til yngre voksne med ALL med fine resultater.

- Der kan være nogle omstændigheder der gør, at man vil give kemo først og derefter en knoglemarvstransplantation. Det vil man gøre hos enkelte patienter, hvor man mener, at man ikke kan helbrede patienten alene ved kemo, fordi sygdommen vil komme igen. Man transplanterer på et tidspunkt, hvor erfaringerne er, at sygdommen vil komme igen, hvis man ikke foretager transplantationen.

- Hvad er risikoen for tilbagefald?

- Risikoen for tilbagefald ved børneleukæmi (ALL) er cirka 15 til 20 procent, mens risikoen for tilbagefald hos patienter med voksenleukæmi (AML) er noget større. Her får cirka 50 procent tilbagefald.

- Kan man sige noget om, hvor slem sygdommen er sammenlignet med andre kendte kræftformer?

- Det er svært at sige noget om. Hvis man sammenligner den med bugspytkirtelkræft, så er den ikke så slem. For stort set alle, der rammes af bugspytkirtelkræft dør af sygdommen.

- Fodboldspillerens kæreste er forholdsvis ung, formentlig i 20'erne, så hvad har det af betydning for hendes chance for overlevelse?

- Uanset hvilken af de to former for leukæmi man har, er ens chancer for overlevelse bedre, jo yngre man er. Sygdommen er biologisk mere følsom, hvis man er yngre, end hvis man er ældre. Kræftcellerne er mere følsomme over for kemoterapi, jo yngre man er, og det betyder, at cellerne lettere bliver slået ihjel. Yngre patienter tåler også hård kemoterapi bedre.

Den kræftramtes veninder har lavet en indsamling, fordi det koster 200.000 kroner at få hende til Danmark. Hvordan kan det være, det er så dyrt?

- Jeg tør ikke sige præcis, hvorfor det koster 200.000. Men det kan have noget at gøre med, at hun er indlagt på intensiv og derfor skal ledsages af en læge og sygeplejerske, når hun skal hjem med flyet. Og det koster mange penge.

6 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i fodbold
Seneste i fodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere