Fodboldspiller får et år for at være chauffør ved røveri

To unge mænd er i Retten i Lyngby blevet kendt skyldige i røveri og forsøg på røveri af Rolex-ure

Den tidligere Helsingør-spiller er blevet idømt et års fængsel. (Foto: Thomas Wilmann)
Den tidligere Helsingør-spiller er blevet idømt et års fængsel. (Foto: Thomas Wilmann)

På Den Blå Avis tog den 21-årig Nicklas David Bhimra Heiberg kontakt til personer, der havde sat Rolex-ure til salg for tusindvis af kroner.

Derefter forsøgte han at røve dem, bevæbnet med en nødhammer og en peberspray. Han er ved Retten i Lyngby blevet idømt to år og seks måneders fængsel, mens en 23-årig mand, der var chauffør, er blevet idømt et års fængsel.

Chaufføren har været fodboldspiller i 1. division. Han blev fritstillet fra FC Helsingør, efter at han i februar blev varetægtsfængslet i sagen.

Offeret for det ene røveri havde sat et Rolex-ur til salg for 55.000 kroner. Fodboldspilleren ventede uden for offerets hjem i Charlottenlund, mens den medsammensvorne gik ind.

Han sprayede offeret i hovedet med pebersprayen og slog flere gange med hammeren, inden han løb væk med uret.

De to unge mænd forsøgte desuden at begå endnu et røveri. Også her var det et Rolex-ur, som de forsøgte at stjæle. Offeret fattede dog mistanke og fortalte, at der var et barn til stede i hjemmet i Brønshøj, og at hans kone snart ville komme hjem.

Det fik mændene til at køre væk igen. De vendte dog tilbage senere samme aften, og mens de holdt ude på gaden, ringede Nicklas David Bhimra Heiberg til offeret og forsøgte at true ham til at komme ned med uret. Det nægtede manden dog.

Retten mente dog ikke, at der var tale om et egentligt hjemmerøveri. Det er en forbrydelse, der i udgangspunktet giver fem års fængsel.

Hjemmerøveri anses som særligt alvorligt, fordi det dækker over, at en gerningsmand trænger ind i et privat hjem for at røve.

Derfor straffes det langt hårdere end for eksempel et indbrud, hvor tyven bliver overrasket af husets indehaver og måske anvender vold og trusler for at slippe væk. Dermed bliver tyven røver - dog uden at have planlagt det.

De to unge mænd har bedt om tid til at overveje, om de vil anke dommen.

Se også: Fodboldspiller er fængslet i sag om hjemmerøveri

14 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere