Lukkede ned før skandalen: - Han har været svær at komme i kontakt med

Nikola Jægerfeld Juric har de seneste måneder haft vanskeligt ved at trænge igennem til den skandaleombruste Nicki Bille. Agenten håber, at den tidligere landsholdsangriber kan få noget professionel hjælp

Det er ikke første gang Nicki Bille kommer i uføre. Her er et overblik over fodboldspillerens tidligere møgsager

Nicki Bille har aldrig været nogen god forretning for Nikola Jægerfeld Juric. 

Hvis den 46-årige agent gjorde sin timeløn op, ville resultatet være bedrøveligt, men Juric regner ikke i kroner og ører. 

Han har aldrig set Nicki Bille som en forretning, siger han. Den 30-årige skandaleombruste angriber er en hans drenge, og som en far har Juric gang på gang reddet ham. 

Om det så har været i Danmark, Norge, Italien eller Grækenland, er den tidligere landsholdsangriber altid endt i problemer. Juric har skullet redde trådene ud og finde Bille en klub, der trods den plettede straffeattest ville have ham. 

Det er lykkedes flere gange. Senest i sommer da 1. divisionsklubben Lyngby tog chancen og skrev kontrakt med angriberen, der lige havde været fængslet i Monaco for vold og usædelig opførsel. 

Han har brug for hjælp
’Nu er det sidste chance, Nicki’, sagde Nikola Jægerfeld Juric til angriberen, som han allerede i 2006 hjalp til en kontrakt i Serie A-klubben Reggina.

- Alle skal have en chance til, men han har decideret formøblet den denne gang, siger Nicki Billes agent, Nikola Jægerfeld Juric, der i aftes trænede U10-drengene i Boldklubben Rødovre. Nicki Bille skulle have hjulpet til omkring holdet, men det blev aldrig til noget. Foto: Kenneth Meyer
- Alle skal have en chance til, men han har decideret formøblet den denne gang, siger Nicki Billes agent, Nikola Jægerfeld Juric, der i aftes trænede U10-drengene i Boldklubben Rødovre. Nicki Bille skulle have hjulpet til omkring holdet, men det blev aldrig til noget. Foto: Kenneth Meyer

Bille var enig, men greb ikke sin sidste chance.

Mandag middag endte han i håndjern i det indre København efter angiveligt at have truet en cyklist med en luftpistol. 

Nu vil Lyngby af med ham, og Juric kan ikke bebrejde dem.

- Jeg er ked af det på Nickis vegne, på familiens vegne og på Lyngbys vegne. Men nu er det ikke fodboldspilleren, men mennesket Nicki Bille, jeg tænker på. 

- Lad mig sige det på denne måde: Han har brug for seriøs hjælp, så han blive den glade Nicki, som vi kender ham som, siger Nikola Jægerfeld Juric til Ekstra Bladet. 

Svært at få kontakt med
Flere gange under interviewet siger han, at Nicki Bille i bund og grund af en god dreng. Men det er en dreng, som selv agenten igennem adskillige år har svært ved at trænge igennem til. 

De seneste måneder har kontakten været sparsom. Ifølge Juric brød Bille sig ikke om, at agenten sagde sin ærlige mening og lukkede derfor ned. 

- Han har været svær at komme i kontakt med. Jeg ved, at andre har også har forsøgt uden held.  

- Det er virkelig synd. Jeg havde håbet, at han havde lært af sine kriser og fejl, men lige nu er Nicki der desværre ikke. Han kan efter min overbevisning ikke skelne mellem ret og uret, mellem hvem der er hans venner og fjender.

- Det er også derfor, at jeg mener, at der skal professionel ekspertise til for at hjælpe ham.

Nicki Bille Nielsen fik tre kampe for det danske landshold, hvor han nettede en enkelt gang. Foto: Jens Dresling
Nicki Bille Nielsen fik tre kampe for det danske landshold, hvor han nettede en enkelt gang. Foto: Jens Dresling

- Der er nok nogle, der vil mene, at agenten har svigtet ...

- Det er der absolut nogen, der vil sige, men tro mig, jeg tænker på Nicki og de andre drenge som mine børn. Jeg prøver at hjælpe dem med alt, hvad jeg overhovedet kan. Psykologer, revisorer, advokater.

- Jeg er der for dem – både når det går godt og skidt. Jeg har brugt oceaner af tid på at tale med Nicki for at løse de knuder, der har været. Han har bestemt ikke været nogen guldgrube, men det er ikke et spørgsmål om kroner og ører. 

- Jeg lever og ånder for de drenge og for fodbolden. Jeg elsker det, jeg laver, og det giver mig et større kick at se missionen lykkedes, end jeg ved ikke hvor mange penge.

- Hvad tænker du om missionen Nicki Bille? 

- Den lykkedes på nogle områder. Jeg vidste godt, at han havde sine udfordringer, men jeg har været der for ham og hjulpet ham. 

- Nogle gange lykkes det bare ikke hele vejen. Så er der andre ting, der går ind og påvirker. Det kan for eksempel være et misbrugsproblem af den ene eller andet art. Og når en mand ikke vil hjælpes, er det saftsuseme svært at hjælpe.

- Hvad skal der ske nu? 

- Jeg håber inderligt, at han kommer til fornuft, og jeg vil gerne give ham den tid, der skal til. Men jeg tror, at hans professionelle fodboldkarriere er passé. 

- Måske er der en galakse et andet sted, der muligvis kan bruge Nicki Bille, men på denne jord tror jeg, at det er slut, siger Nikola Jægerfeld Juric.

 

***

 

Har fået tre nydanskere på landsholdet

Nicki Bille havde ikke de bedste odds for at blive professionel fodboldspiller, og sådan har det ofte været med de spillere, som Nikola Jægerfeld Juric har arbejdet med.

Agenten med de kroatiske rødder tager gerne unge spillere, der kommer fra vanskelige kår. Dem, som andre ikke altid vil røre.

- Nogle kan tackle dem, andre kan ikke. Jeg kan godt tackle dem – også de problematiske.

- Jeg har da haft udfordrende typer, men det har været dejlige drenge, der har haft brug for kærlighed og en hård hånd, siger Nikola Jægerfeld Juric, der har haft tre nydanskere på det danske A-landshold: Rajko Lekic, Jorés Okore og Riza Durmisi.

Nikola Jægerfeld Juric var tidligere agent for den nuværende Lazio-spiller Riza Durmisi. Foto: Lars Poulsen
Nikola Jægerfeld Juric var tidligere agent for den nuværende Lazio-spiller Riza Durmisi. Foto: Lars Poulsen

- Mange af mine drenge har haft oddsene og statistikken imod sig, men alligevel er det lykkedes for mange af dem at slå igennem.

- Da jeg startede som agent, var det også mod alle odds, men jeg har alligevel skabt mig et meget pænt navn i branchen, siger Juric, der ser sine spillere som en del af familien og ofte haft dem forbi privaten i Rødovre.

- Når de ringer til min kone, kalder de hende mor. Hos os har der altid været mad til en ekstra, siger agenten, hvis far, Ivan Juric, i mange år drev restauranten Hercegovina i Tivoli.

Mistede sin bror
Nikola Jægerfeld Juric kommer fra en rigtig sportsfamilie, hvor tennis ud over fodbold er den store passion.

- Det meste af familien spiller, og min lillebror var meget talentfuld. Han var et af de store tennishåb herhjemme og var kommet ind på ATP-ranglisten.

- Men 2. marts 1996 mistede vi ham. Han faldt om med hjertestop i Svanemøllehallen, mens vi spillede fodbold, og hans liv stod ikke til at redde. Han blev 21, siger Nikola Juric, der naturligvis var stærkt præget af broderens tragiske død:

- Og det er blandt andet derfor, at jeg tænker anderledes om fodbold end så mange andre. For mig er fodbold ikke et spørgsmål om penge, men om noget meget større end det. Det er det, der driver mig og altid har gjort det.

Aktuelt hjælper han blandt andre AaB’s Jorés Okore, Horsens’ Michael Lumb og FC Nordsjællands nyudnævnte kroatiske landsholdsspiller, Karlo Bartolec.

Billes møgsager

I marts 2009 fik han 40 dages betinget fængsel for vold. Dommen blev gjort betinget af 50 timers samfundstjeneste. Straffen fik han for at have uddelt knytnæveslag.

I efteråret 2013 blev han i Norge anholdt for gadeuorden og modtog en bøde på 8000 kroner for at have smadret glas, spyttet på en ansat og slået ud efter folk på en natklub.

I april 2015 blev han i Danmark idømt 60 dages betinget fængsel samt 80 timers samfundstjeneste for at have modsat sig en anholdelse og bidt en politibetjent i armen.

I juni i år fik han 30 dages ubetinget fængsel for vold og usædelig opførsel. Under en bytur i Monaco slog han en kvinde og tog kvælertag på en anden kvinde.

I oktober i år blev Nicki Bille anholdt og lagt i håndjern på gaden i indre København. Ifølge vidneudsagn kom han op at diskutere med en forbipasserende cyklist i krydset mellem Larsbjørnsstræde og Studiestræde, hvorefter Bille angiveligt trak en luftpistol og truede cyklisten.

Kort inden jul var den gal igen, da Nicki Bille ifølge Ekstra Bladets oplysninger blev politianmeldt for at have overfaldet en dørmand med flere knytnæveslag. Episoden skete foran natklubben Level ved Gammeltorv i indre København. Efterfølgende flygtede Bille mod Strøget med flere vagter i hælene, men vagterne trak sig, da fodboldspilleren angiveligt virkede truende.

Natten til 2. juledag blev to personer anholdt efter husspektakel i Nicki Billes bolig. En person blev kørt på hospitalet og politiets teknikere arbejdede på stedet. Politiet holder kortene tæt til kroppen.

1. division - 22. okt. 2018 - kl. 21:18 Bille anholdt: Klubben vil have ham ud af vagten

God grund til smil for Morten Wieghorst. Foto: Jens Dresling Sport og Spil Superligaen Indefra: Storklub bejler til AaB-træner

62 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere