Lyngby skuffer i målorgie

Lyngby var store favoritter, men FC Vestsjælland kæmpede sig til et point i en målrig 4-4-kamp i Lyngby

David Nielsen kunne torsdag aften se sit hold lukke fire mål ind mod FC Vestsjælland. (Arkivfoto: Linda Johansen)
David Nielsen kunne torsdag aften se sit hold lukke fire mål ind mod FC Vestsjælland. (Arkivfoto: Linda Johansen)

Der blev rokket ved Lyngbys hjemmebaneform, da FC Vestsjælland torsdag gav topholdet i 1. division kamp til stregen.

Opgøret i Lyngby i den næstbedste række endte med forrygende 4-4 efter et tæt parløb kampen igennem.

Resultatet betyder, at Lyngby fortsat indtager førstepladsen i rækken med 29 point - fire mere end Vendsyssel FF, der har spillet to kampe færre.

Vendsyssel tager senere torsdag imod Vejle, som før opgøret ligger på den vigtige tredjeplads med 21 point.

Trods den fornemme indsats ligger FC Vestsjælland fortsat sidst i rækken med otte point.

Jesper Christjansen bragte planmæssigt Lyngby foran efter 18 minutter, men så besluttede gæsterne, at der skulle ske noget.

På ti minutter fik man både udlignet og bragt sig foran, og begge gange var det Nikolaj Hansen, der scorede for gæsterne, men Lyngby slog hurtigt tilbage.

Ni minutter før pausen afsluttede Lyngbys tidligere AGF-angriber, Jeppe Kjær, sikkert et fornemt angreb, da den hurtige frontløber sparkede bolden hårdt i mål efter et indlæg fra højre side til pausestillingen 2-2.

Se Jeppe Kjærs perlemål her:

FC Vestsjælland kom motiverede ud efter pausen og pressede topholdet markant. Efter otte minutters spil var gæsterne tæt på, og minuttet efter var Lyngby heldig med ikke at komme bagud.

Kampen var dog langt fra færdig. Jeppe Kjær fik bragt Lyngby foran 3-2 i det 66. minut, og topholdet forventede måske at kunne køre kampen hjem herfra, men få minutter senere begik Jeppe Brandrup straffespark, da han kom for sent med en tackling.

FC Vestsjællands Anders Due scorede efterfølgende i det åbne opgør, hvor der var mere i vente.

Nogle kombinationer mellem Michael Lumb og David Boysen satte efter 71 minutter Dennis Sørensen op, og den tidligere FC Vestsjælland-spiller svigtede ikke mod sin tidligere klub og bragte Lyngby foran 4-3.

Igen lå det til, at Lyngby skulle hive en sejr hjem, men Jean-Claude Bozga fik spoleret det hele med sin udligning i det 90. minut.

2 kommentarer
Vis kommentarer