Moden David klar til Lyngby: Vi skal i Superligaen

Lyngbys nye cheftræner David Nielsen mener, at Lyngby allerede i kommende sæson skal kæmpe med om oprykning

David Nielsen her sammen med Real Madrids Martin Ødegaard, som han som træner var med til at udvikle. (Foto Godsetmedia)
David Nielsen her sammen med Real Madrids Martin Ødegaard, som han som træner var med til at udvikle. (Foto Godsetmedia)

Det var noget af en bombe Lyngby Boldklub smed onsdag morgen med meddelelsen om, at de har ansat David Nielsen som ny cheftræner.

Sent tirsdag aften skrev den tidligere Lyngby- og FCK angriber under på en treårig kontrakt, og onsdag fangede Ekstra Bladet ved ankomsten til U21 EM i Tjekkiet.

David Nielsen blev for mindre end en måned siden fyret i norske Strømsgodset ovenpå en dårlig sæsonstart, hvor begge parter ikke rigtig følte, at de havde mere at give hinanden.

Se også: 1. divisionsklub henter vraget dansker

Med Lyngby ser David Nielsen det perfekte match.

- Jeg havde andre muligheder også i udlandet, men alt omkring Lyngby er det helt rigtige næste skridt for mig. Jeg kender klubben godt, jeg kender historien og kulturen, og det er en klub, som har betydet meget for mig. Det var et godt match, og det var simpelthen noget, jeg ikke kunne sige nej til, siger David Nielsen til Ekstra Bladet.

Han glæder sig til at komme i gang med at arbejdet med en trup, der lå til oprykning ved vinterpausen i år, men gled i bananen i foråret, hvor de gik helt i stå og blev overhalet af AGF, der sammen med Viborg rykkede op.

Se også: David Nielsen fyret i Norge: Den rigtige beslutning

Missionen hedder oprykning fra første arbejdsdag i Lyngby.

- Hele klubbens ambition er Superliga. Vi skal lære spillerne og alle i klubben at ville rykke op i Superligaen. Spillerne skal tænke 24 timer i døgnet på Superliga-oprykning, og når vi først har implementeret den ide og ambition, så kan vi høste frugten af det. Mit mål er absolut, at vi skal rykke op i Superligaen, og vi skal allerede i den kommende sæson kæmpe med om oprykning igen, lyder det fra David Nielsen.

Igennem hans spillerkarriere har han været fokus for mange kontroversielle sager og ikke mindst bogen 'Sorte Svin', der løftede dynen for mange indrømmelser. Men det er en mere moden David Nielsen, der vender hjem til Danmark efter mere end ti år i Norge.

- Jeg glæder mig til at komme hjem til Danmark igen, og jeg har slet ikke tænkt over, hvordan man ser på mig hjemme i Danmark. Jeg har også været igennem en modningsproces som menneske, og når man først lærer at erkende, at man ikke er perfekt som menneske og kan begå fejl, så kan man tage de erfaringer med sig og give videre til sine spillere som træner, siger David Nielsen.

TV: Husker du denne legendariske kamp mellem Brøndby og Lyngby, hvor Ebbe Sand scorede fire mål i afskedskamp?

4 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere