Nægter at tale med Ekstra Bladet: - Færdig med denne joke!

Paul Conway ville ikke tale med Ekstra Bladets udsendte, der ellers ville tale fakta om de 21 spillere, der har sendt et rystende brev til ledelsen om Peter Hyballas metoder

Nægter at tale med Ekstra Bladet: - Færdig med denne joke!

Der var masser tid til alle andre medier end Ekstra Bladet, der den seneste tid har dækket Peter Hyballas kontroversielle trænermetoder.

21 spillere i Esbjerg fB's trup stod torsdag frem i et brev og forklarede, hvordan de er blevet udsat for verbal og fysisk afstraffelse af den tyske cheftræner Peter Hyballa siden dennes ansættelse.

Derfor var der god grund til at sætte kursen mod det vestjyske for at forsøge at få en forklaring fra den amerikanske talsmand for ejerkredsen i Esbjerg fB, Paul Conway.

Tirsdag udtalte Paul Conway til TV3 Sport, at sagen var blæst op, og at Kasper Pedersens fortælling til Ekstra Bladet intet havde på sig. Det var et udtryk for dårlig journalistik eller 'yellow journalism', som Conway udtrykte det,

- Jeg beskæftiger mig med fakta. Jeg beskæftiger mig ikke med sensationsjournalistik og opildnende påstande, lød det fra den flamboyante amerikaner.

Derfor var det med ro i sindet og formålet at tale om fakta, at Ekstra Bladet troppede op i Esbjerg efter aftale med klubben.

Men da det blev tid til pressen, så havde Paul Conway ikke tid. Altså til Ekstra Bladet.

- Jeg har ikke tid til at tale med dig. Jeg har talt med dig én gang, sagde Paul Conway, da Ekstra Bladet forsøgte at stille et spørgsmål.

- Ja, for fem uger siden om en helt anden sag... Hvorfor har du ikke lyst til at tale med Ekstra Bladet om denne sag?

- Du har ikke eneret på at stille spørgsmål om Esbjerg. Jeg har også en fodboldklub at styre.

- Men du har jo rigeligt tid til at tale med alle andre. Jeg skal bare bede om fem minutter, når nu du så gerne vil tale om fakta.

De store armbevægelser var fremme, da Paul Conway 'forholdt sig til fakta', da medier fik lov til at stille spørgsmål om ledelsen i Esbjerg fB. Foto: Ernst van Norde
De store armbevægelser var fremme, da Paul Conway 'forholdt sig til fakta', da medier fik lov til at stille spørgsmål om ledelsen i Esbjerg fB. Foto: Ernst van Norde
 

Herefter rystede Conway på hovedet og spurgte den kommunikationsansvarlige i Esbjerg, om han ikke var 'færdig med denne joke' ...

Så blev det tid til et tredje tv-interview for Conway, der tålmodigt stillede sig frem og igen talte om, at han kun har med fakta at gøre.

Derfor prøvede Ekstra Bladet en sidste gang:

- Det er fakta for minimum 21 spillere, at de har en cheftræner, der både fysisk og verbalt afstraffer sine spillere. Hvordan kan man som klub forsvare det?

- Du har ikke monopol på at spørge om Esbjerg. Er du færdig?

Egentlig ikke, men det var Paul Conway, der blev ført væk af den kommunikationsansvarlige i klubben. Uden at give svar på mange at de relevante spørgsmål i sagen.

Her er, hvad Ekstra Bladet gerne ville have spurgt Paul Conway om:

Disse spørgsmål havde Paul Conway ikke lyst til at svare på:

- Hvad er din reaktion på, at 21 spillere nu stiller sig frem og bekræfter alt det, som flere medier har beskrevet de seneste uger?

- Du siger, du har fuld tiltro til Peter Hyballa. Hvordan kan man have fuld tiltro til en cheftræner, der verbalt og fysisk afstraffer sine spillere?

- Du sagde i et tv-interview tirsdag, at Kasper Pedersens historier ikke bragte noget til bordet, og at du ikke mente, der var noget at forholde dig til. I dag siger du, at du holdt et møde med spillerne allerede mandag. Hvad er sandheden?

- Hvor mange spillere er du villig til at lade slippe ud af kontrakten, før du kigger en anden vej?

- Hvordan kan en klub tolerere, at 21 spillere kalder kulturen i klubben nedværdigende, sexistisk og ydmygende?

- Hvordan kan en cheftræner slippe afsted med at slå, vride en brystvorte rundt og blæse i en fløjte direkte ind i en spillers øre?

- Har Peter Hyballa ret, når han siger, at han bare kan ringe til ejerne og så slippe af med spillerne?

- Hvordan ser du fremtiden for denne gamle og traditionsrige fodboldklub?