Nu taler den mystiske spiller: - Det er bullshit

Falske agenter har svindlet Viborg i sagen om Bernio Verhagen, skriver fodboldklubben på sin hjemmeside

Hvad er op og ned i sagen om Bernio Verhagen? Få et kort overblik her. Redigering: Morten Parsner.

Viborg vil overdrage sagen om hollænderen Bernio Verhagen, der blev præsenteret som ny spiller i klubben tidligere på måneden, til politiet.

Det skriver fodboldklubben i en redegørelse på sin hjemmeside.

Ifølge Viborg har flere personer udgivet sig for at være agenter fra den internationale agentvirksomhed Stellar Group og snydt klubben.

- Siden den første dag i forløbet har VFF modtaget forfalskede dokumenter, e-mails og opkald fra personer, der udgav sig for at være virkelige agenter i Stellar Group, skriver Viborg.

Viborg fik efter eget udsagn en henvendelse fra en mand ved navn David Eyres om et fremtidigt samarbejde om unge spillere. Ifølge Viborg fulgte der en investering med gældende fra sommeren 2020.

- Sportschef Jesper Fredberg kendte på daværende tidspunkt ikke til David Eyres, men fik bekræftet hans rolle i Stellar Group via Fredbergs netværk fra Panathinaikos, som tidligere har samarbejdet med Stellar Group.

- Denne positive mulighed og det store perspektiv i et professionelt samarbejde med et af de mest anerkendte agentfirmaer var hele indgangen til denne sag, skriver Viborg.

Viborg vil overdrage sagen om hollænderen Bernio Verhagen til politiet. Foto: Viborg FF
Viborg vil overdrage sagen om hollænderen Bernio Verhagen til politiet. Foto: Viborg FF
 

Ifølge Viborg var det aldrig hensigten, at Verhagen skulle spille en rolle på førsteholdet. I stedet skulle han være solgt videre til Kina, bekræfter klubben.

- Agenten fortalte Jesper Fredberg, at han allerede fra januar kunne få Bernio Verhagen videre til en klub i den tredjebedste række i Kina, og derved skulle hollænderen kun være i Viborg i en ganske kort periode.

- En indgang til det kinesiske marked, hvor fodbolden de seneste år er eksploderet, blev set som en stor mulighed i forhold til både at sælge knowhow, kommercielle aktiviteter og spillere, og dette forstærkede perspektivet i forhold til det mulige samarbejde med Stellar Group, skriver Viborg.

Viborgs sportschef, Jesper Fredberg, udtalte kort efter præsentationen til bold.dk, at Verhagen havde nogle "spidskompetencer, som vi synes er spændende, og derfor valgte vi at slå til".

Nu skriver Viborg, at Fredberg refererede fra agentens omtale af spilleren. Det kalder Viborg "en klar fejl".

Viborg understreger, at klubben ikke er blevet ramt økonomisk, fordi klubben ikke har udbetalt løn eller agenthonorar.

Derimod er klubben "blevet ramt på den professionelle stolthed" og er "offer for alvorlig kriminalitet", skriver Viborg.

Allerede fredag meldte Viborg ud, at klubben havde fortrudt kontrakten med Verhagen. Der arbejdes stadig på en juridisk afklaring med Verhagen, lyder det.

- Viborg FF er nu i kontakt med det ægte Stellar Group og de virkelige agenter, som også er blevet svindlet i sagen. Stellar Group bidrager til opklaring af sagen, ligesom det hele overdrages til politiet.

Over for B.T. har Verhagen tidligere fastholdt, at han er professionel fodboldspiller. Og at han var til prøvetræning, inden han skrev under. En påstand, som Viborg har afvist.

- Viborg er ikke en dum klub, som henter spillere, der ikke kan spille fodbold, sagde Bernio Verhagen til avisen tidligere på ugen.

B.T. skrev søndag, at det ikke var muligt at få kontakt til Verhagens telefonnummer, og at hollænderen var udeblevet fra et møde i klubben.

Senere lykkedes det for tv-programmet "Onside" på TV3+ at få et telefoninterview med Verhagen.

Her fremfører Verhagen, at han ikke mener, at Viborg er blevet snydt.

- Jeg har en russisk agent. Den historie med, at Viborg er blevet snydt af en agent fra Holland, er falsk. Det er en komplet bullshit story, siger Verhagen i interviewet.

Verhagen langer også ud efter B.T. og fodboldmediet bold.dk. Ifølge Verhagen selv har han ikke deltaget i et interview med B.T., og han kalder interviewet for falsk.

Sportschef på B.T., Søren Hanghøj, afviser den påstand.

- Det er jo en helt vanvittig påstand. Jeg tror ikke, at nogen er i tvivl om, at vi står ved alt, hvad vi har skrevet. Selvfølgelig har vi lavet det interview, og vi har det på bånd. Vi har undersøgt alt, hvad vi har skrevet, til bunds, siger Søren Hanghøj ifølge bold.dk.

AGFs Patrick Mortensen (i midten) har scoret kampens eneste mål til 0-1. Foto: Lars Poulsen Sport og Spil Tallene taler: Det dufter af medaljer i Smilets By

Sport og Spil Tidligere FCK'er fik mordtrusler efter leopardjagt

22 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere