Ny udvikling i skandale-sag: - De spurgte konkret til navne

Christian Lønstrup delte sine informationer om mulig matchfixing i FC Roskilde med assistenttræner John Bredal. Dem videregav Bredal til Danmarks Idrætsforbund. Han ved dog ikke andet, end hvad hans tidligere chef fortalte, men han forstår godt, at Lønstrup konfronterede spillerne

Få et overblik over den mulige matchfixing-sag her. Producer: Martin Lorentsen

John Bredal kalder det selv en afhøring.

Danmarks Idrætsforbund er i øjeblikket ved at undersøge, om FC Roskildes spillere har fixet kampe, og derfor er klubbens ansatte en efter en til samtaler med forbundets matchfixingsekretariat. Da det var Bredals tur, fortalte han, hvad han vidste. Det var primært, hvad han fik at vide af manager Christian Lønstrup.

- 'Løns' har jo refereret de ting, som han har hørt, til mig. Han var i et selskab lørdag aften (før kampen mod Lyngby BK 12. maj, red.) og hørte nogle ting, som han var rystet over. Dagen efter spillede vi mod Lyngby og tabte i overtiden. Jeg siger ikke, at der har været noget i den kamp, men 'Løns' informerede mig om, at han havde hørt, at der var nogle, der måske modarbejdede os, fortæller John Bredal til tipsbladet.dk.

Det var ifølge den nu fyrede assistenttræner også navngivne spillere, men de navne delte trænerteamet ikke med spillerne på det famøse møde efter Lyngby-kampen, hvor Lønstrup tog sine informationer op. Men DIF har fået overbragt navnene.

- Han havde fået indikationer på, at nogle måske modarbejdede vores system. Vi har ikke sat navn på nogen (over for spillerne, red.). Men både 'Løns' og jeg var tvunget til at nævne de navne for myndighederne. Der har vi været piværlige. Jeg skulle bare svare på det, jeg vidste. De spurgte konkret til navne, og om jeg vidste mere. Det er også nogle ting, der er ved at blive undersøgt, går jeg ud fra, siger Bredal.

Kan du dele de navne?

- Nej, det kan jeg naturligvis ikke, indtil der foreligger beviser.

Har du selv nogle beviser?

- Nej, det har jeg ikke. Det må være op til myndighederne at finde dem.

Overrasket over konfrontation
FC Roskilde tabte 1-2 til Lyngby BK i sæsonens tredjesidste kamp og rundede dermed fem opgør på stribe uden sejr. Holdet var alvorligt presset i bunden af 1. division og havde bare to point ned til nedrykningsstregen. Det var dagen efter, Christian Lønstrup havde fået de informationer, som han delte med Bredal.

Da trænerteamet evaluerede kampen med spillerne, tog Lønstrup informationerne op og sagde, at nogle i truppen måske modarbejdede det fælles projekt. John Bredal var ikke klar over, at manageren ville bringe det på banen på det tidspunkt, men kan godt se, hvorfor han gjorde det.

- Jeg blev meget overrasket, men jeg kan godt forstå, Lønstrup reagerede for at understrege vigtigheden af de sidste to kampe. Når man som træner kæmper for overlevelse, og man får de indikationer, og man så taber i overtiden, forstår jeg ham fuldt ud.

Det var først på et nyt møde mandag, at Lønstrup tog ordet 'matchfixing' i sin mund. Eller rettere: skrev det på en flipover-tavle. Det var dog ifølge Bredal langt fra det eneste, de talte om på mødet. Matchfixing var punkt seks af i alt otte.

Ifølge flere medier blev Roskilde-spillerne vrede over deres managers information, og forholdet mellem Lønstrup og spillerne blev så dårligt, sagde klubejer Carsten Salomonsson, at FC Roskilde måtte suspendere manageren inden de to sidste spillerunder.

John Bredals kontrakt med FC Roskilde udløb i vinter, og han havde muligheder for at skifte til jobs andre steder. Men han forlængede med klubben, ikke mindst på grund af sit gode samarbejde med Lønstrup. Men da hans arbejdsgiver suspenderede hans nærmeste chef, gjorde Bredal det klart, at han fortsatte sæsonen ud.

- Inden han nåede at blive suspenderet, forklarede jeg ham, at jeg ville blive og passe mit job. Jeg må ikke snakke med ham nu, men inden han blev suspenderet, kunne jeg godt snakke med ham. 'Jeg bliver og passer mit arbejde, men jeg vil ikke overtage efter dig'. Både fordi jeg havde den information, han havde givet mig, men jeg ville heller ikke have en cheftrænerstilling på baggrund af, at min chef blev suspenderet på den måde, siger Bredal.

- Ellers har du min opsigelse
FC Roskilde skulle med kort varsel bruge en cheftræner til sæsonens to sidste kampe, som ville afgøre, om holdet rykkede ned eller ej, og som klubejer Carsten 'Salle' Salomonsson fortalte tipsbladet.dk, var der masser af lykkeriddere om buddet.

John Bredal insisterede dog ifølge eget udsagn på, at det skulle være en af klubbens egne. Bare ikke ham selv.

- Jeg vidste nogle ting, som jeg har fået fra 'Løns', så jeg kunne ikke udtage hold. Jeg havde fået nogle navne, så vi skulle have en, der kunne udtage holdet. Jeg sagde til 'Salle', at det skulle være Foldgast eller U19-træneren (Thomas Axel Madsen, red.). Ellers har du min opsigelse.

Salomonsson valgte Peter Foldgast, der indtil da havde været angrebstræner i klubben. Han og Bredal førte holdet gennem de to afgørende kampe, og selv om holdet sikrede sig overlevelse allerede i første forsøg med en sejr over FC Fredericia, var sæsonens sidste uger noget ud over det sædvanlige.

- På den ene side har det været sindssygt hårdt, fordi jeg har noget sympati for Lønstrup, da vi har haft et rigtig godt samarbejde. Da Lønstrup forsvandt, pegede jeg på Foldgast, og han skulle bare udaget holdet, så skulle jeg nok klare resten. Jeg har passet mit arbejde, fordi det var et spørgsmål om, at vi skulle redde os. Det er det eneste, det har drejet sig om for mig, siger den tidligere Roskilde-assistenttræner.

Missionen lykkedes, men FC Roskilde er stadig økonomisk nødlidende, og Carsten Salomonsson har planer om at indføre deltidsprofessionalisme. Af samme årsag opsagde hans John Bredal, så den tidligere OB- og FC Nordsjælland-assistent skal nu på jobjagt. Den er kommet fint fra start.

- Efter mine 20 år i Superligaen har jeg større ambitioner end et deltidssetup. Jeg har allerede modtaget første bud fra en større og bedre placeret klub, men nu må vi se, hvad der sker de næste par uger.

Se også: Provokerende superstjerne stjal showet: Du er skrald!

Brøndby må fortsat undvære Hany Mukhtar. Foto: Lars Poulsen Brøndby - 31. maj. 2019 - kl. 11:47 Dårligt nyt for Brøndby inden sæsonfinale

Sport og Spil Rørende farvel til Formel 1-legende

12 kommentarer
Vis kommentarer
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere