Peter Sørensen stopper i Hobro

Peter Sørensen er færdig som cheftræner i Hobro. Han ser sig ikke som en langsigtet løsning i klubben

Peter Sørensen er færdig som cheftræner i Hobro. Foto: Lars Poulsen
Peter Sørensen er færdig som cheftræner i Hobro. Foto: Lars Poulsen

Superliga-nedrykkerne fra Hobro skal have ny cheftræner.

Peter Sørensen har således valgt at stoppe, oplyser klubben i en pressemeddelelse.

Skilsmissen sker på et tidspunkt, hvor Hobro blot er nummer otte i landets næstbedste række, men det er klubbens langsigtede planer om at satse på talentudvikling, der har fået Peter Sørensen til at trække stikket.

- Siden efterårssæsonens afslutning har jeg haft nogle tiltagende tanker om, hvorvidt jeg er den rette til den mission, som Hobro IK nu står over for.

- Klubben har valgt at satse mere på at opbygge sin talentafdeling, og det er som alle ved en langsigtet proces. En proces, der nok passer bedre på en anden cheftræner end jeg selv, der har mere erfaring med at arbejde med en allerede etableret talentafdeling og bringe disse spilere det sidste stykke vej op til det højeste niveau.

- Samtidig er vi efter de første par kampe i foråret ikke i en position, hvor vi realistisk set spiller med om op- eller nedrykning, og derfor er tidspunktet godt til et trænerskifte, hvor en anden cheftræner kan få tid til at sætte sit eget præg på tingene, forklarer Peter Sørensen.

Klubbens formand, Peter Christensen, fortæller, at afskeden sker i fuld forståelse fra Hobros side.

- Det er sjældent at en skilsmisse sker i gensidig enighed og harmoni, men det er tilfældet her. Vi har forståelse for Peters bevæggrunde, lige som Peter har det for klubbens.

- Vi er allerede nu på jagt efter en ny cheftræner, og i den forbindelse holder vi alle muligheder åbne. Vi skal fortsætte opbygningen af vores talentafdeling, der bliver en hjørnesten i klubben i årene fremover og vi er fuldt ud bevidste om, at denne udvikling kræver tid og tålmodighed. Vi skal skabe et hold bestående af talenter fra egen afdeling, talenter udefra og erfarne spillere, siger han.

Asisstenttræner Michael Krüger overtager tøjlerne midlertidigt, lyder det desuden.

47-årige Peter Sørensen kom til klubben i februar 2019 og har desuden en fortid som cheftræner hos blandt andre AGF og Silkeborg.

Christian Eriksen leverede senest et flot oplæg i storkampen mod AC Milan. Foto: Miguel Medina/Ritzau Scanpix Italiensk fodbold Syg trussel mod Eriksens drømmestime

Christian Eriksen ligner efterhånden en fast mand på Inters centrale midtbane. Foto: Luca Bruno/Ritzau Scanpix Italiensk fodbold Hierarkiet er vendt på hovedet