Reddet af grotesk brøler

Vendsyssel-målmand Peter Friis Jensen lavede stor fejl, så Esbjerg fik 1-1 i kampen, der blev indledt søndag

En kostbar fejl af målmand Peter Friis Jensen forhindrede tirsdag aften Vendsyssel i at hente en sejr i premierekampen på udebane mod uroplagede Esbjerg i den næstbedste fodboldrække.

Kampen, der blev afbrudt søndag efter første halvleg, endte 1-1.

Der var spillet knap et kvarter af anden halvleg, da Peter Friis Jensen havde bolden i en upresset situation.

Da han skulle sparke bolden væk, faldt han imidlertid, og han fik ikke ordentligt træf på bolden, så Esbjergs Patrick Schmidt uden problemer kunne score til 1-1.

Det blev den eneste scoring tirsdag, efter at Vendsyssel søndag havde scoret kampens første mål. Dengang blev kampen afbrudt i pausen på grund af et tordenvejr i området over Esbjerg.

Vendsyssel var foran med 1-0 ved afbrydelsen efter et hovedstødsmål efter 12 minutter af Lasse Steffensen.

Esbjerg begik desuden et straffespark inden pausen søndag, men keeper Mads Kikkenborg klarede dengang forsøget fra brasilianeren Diego Montiel.

Esbjerg har været i fokus gennem flere uger. Klubben har således valgt at degradere rutinerede profiler som Kevin Conboy, Jakob Ankersen og Yuriy Yakovenko til klubbens U19-hold.

Udskældte Peter Hyballa fik et point i sin debut som Esbjerg-træner. Foto: Ernst van Norde
Udskældte Peter Hyballa fik et point i sin debut som Esbjerg-træner. Foto: Ernst van Norde
 

Derudover er klubben blevet meldt til Arbejdstilsynet af Spillerforeningen på grund af de hårdhændede metoder, som klubbens nye cheftræner, Peter Hyballa, angiveligt gør brug af.

Tidligere tirsdag langede den nu forhenværende Esbjerg-spiller Kasper Pedersen hårdt ud efter Peter Hyballa.

Kasper Pedersen, som mandag fik ophævet sin kontrakt med den vestjyske klub og tirsdag skiftede til norske Stabæk, sagde blandt andet følgende til Ekstra Bladet.

- Jeg kan bekræfte, at det stort set er en samlet spillertrup, der er dybt utilfreds med Peter Hyballa og hans metoder.

- Når man er i sådan et miljø, så er det svært at genkende sig selv både som spiller og person, så jeg er lykkelig for, at jeg er ude af kontrakten, sagde han.

Læs mere om balladen i Esbjerg her: Tidligere Esbjerg-spiller står frem: - Hyballa har skabt en rædselsfuld stemning og her: Ny kaos-bombe: Læge stopper i protest