Strudal offer for forbrydelse: - Det er en regulær katastrofe

Et biltyveri betyder nu, at Lyngby-træner Mark Strudals mangeårige arbejde er pist væk

Lyngby-træneren håber på, at computeren dukker op. Han har nu udlovet en dusør. Foto: Lyngby-boldklub.dk
Lyngby-træneren håber på, at computeren dukker op. Han har nu udlovet en dusør. Foto: Lyngby-boldklub.dk

Ved du noget? Send os et tip i en sms til 1224 (alm. takst) eller send en mail til 1224@eb.dk.

Lyngby-træner Mark Strudal fik sig torsdag en ubehagelig overraskelse.

Her opdagede den tidligere landsholdspiller til sin forfærdelse, at hans hvide Peugeot 207 var blevet udsat for indbrud. I bilen lå hans computer af mærket MacBook Pro, som ikke var at finde længere.

- Det er en arbejdscomputer med mere end 15 års data, som er væk. Det er en regulær katastrofe, siger træneren til Ekstra Bladet.

Når tyveriet bliver beskrevet sådan, er det fordi, at dataene på computeren ikke sådan lige kan genskabes.

- Der var blevet lavet backup af alle data, men de lå på en ekstern harddisk, som lå i computertasken sammen med computeren, som selvfølgelig også er væk, fortsætter træneren slukøret.

Strudal har haft en stor spillerkarriere, som har taget ham forbi Hvidovre IF, Næstved IF, Borussia Dortmund, Grasshoppers Zürich, Vejle Boldklub, FC København, Boldklubben Frem og Brøndby IF. Foto: Jens Dresling
Strudal har haft en stor spillerkarriere, som har taget ham forbi Hvidovre IF, Næstved IF, Borussia Dortmund, Grasshoppers Zürich, Vejle Boldklub, FC København, Boldklubben Frem og Brøndby IF. Foto: Jens Dresling

Findeløn
Strudal har nu taget konsekvensen af biltyveriet og på facebook udlovet en dusør til den, som skaffer computeren tilbage til den rette ejermand.

- På det sorte marked har den bærbare nok en mindre værdi på cirka 4.000 kroner. Mit arbejde er dog af vital betydning for mig, og derfor er jeg villig til at betale det dobbelte, hvis mit arbejde/fodboldindholdet stadig er intakt og at finde derpå, skriver han i et opslag, som i skrivende stund er blevet delt mere end tusinde gange.

Strudal og Lyngby gæster i næste kamp Helsingør i den danske førstedivision. Træneren påpeger dog, at de stjålne data ikke vil have nogen betydning for opgøret.

- Strategien for weekendens kamp er fastlagt. Jeg er heller ikke nervøs for, at nogen data bliver lækket op til kampen, afslutter træneren.

Opgøret mod Helsingør fløjtes i gang søndag 26. august klokken 13.45.

Se også: Voldsom uro efter Superliga-nedtur: Ny cheftræner under enorm beskydning

105 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere